Bollekrøller og naturlig skønhed

Hvis jeg nu var sådan en ordentlig blogger, ville jeg indlede dette indlæg med et par ultraskarpe billeder, taget med mit Nikon spejlrefleks på en lys sommeraften, der viser mig med ingen eller mere sandsynsligt en "let og naturlig" make-up for at hylde the Natural Beauty, men det har jeg altså ikke tænkt mig - og jeg har hverken spejlrefleks eller iPhone med Instagram til at gøre stuntet troværdigt... I stedet er her det syn, der mødte mig, da jeg forsøgte at finde et grimt billede af én med vådt hår... Umuligt!

(Måske kan man dog sige, at nr. 4 fra venstre på anden række kan en parentetisk undtagelse)

Det er nemlig vådt hår, der er mit issue. Eller måske rettere mangel på samme. Jeg har (virkelig ikke) som flere af mine kolleger i det kvindelige køn et afhængighedsforhold til min føntørrer (selvom jeg til tider tænker, at jeg virkelig burde have det). For ja, mit hår lever uden styring og kontrol af diverse produkter og assisterende maskiner også sit eget liv, som alle andre hår (hedder det bare "hår" i flertal?) gør det. Jeg har da også det, der i fagtermer kaldes "bollekrøller" fra tid til anden.

Jeg troede engang, at det, at jeg ikke føntørrede mit hår, var fordi jeg ville beskytte miljøet og mit hår og ikke ville ligge under for omverdenens normer for påtaget skønhed. Det var det ikke. Det var - og har altid været - fordi jeg virkelig bare ikke orker. Jeg er for doven til at cutte halvanden time af min søvn, der - Gud bevare os - er kort nok i forvejen, for at stå foran spejlet og vride mig i vrede og utålmodighed over eyeliner, der ikke fungerer og en føntørrer, der ikke usletter bollekrøller. Lækrere fortjener verden altså ikke, at jeg er! Derfor møder jeg den au natural. Basta!

Jeg må dog krybe til bekendelse og sige, at jeg nok kommer til at ønske mig en føntørrer til min næste fødselsdag. Ja, jeg er barnligt ligeglad (eller hippie- og miljøaktivistagtig, om man vil) nok til ikke at have min egen endnu. Jeg bliver nok aldrig én af de der søde piger, der med sit trofaste våben (føntørreren) ved hånden har styr på det, lægger en "let og naturlig" make-up, shopper sødt og tjekket tøj til hun dropper, har en blid stemme, er god til dyr og aldrig har et ukontrolleret hår på sit velformede hoved, der forøvrigt ikke har stritører. Jeg må hertil erkende, at jeg er for utålmodig til make-up, aldrig shopper til jeg dropper pga. manglende penge og interesse, og så har jeg bare bollekrøllehår uden over mine ører, som - ifølge min lille kusine - er "små abeører ligesom Rasmus Seebach har". Altid dejligt med fans!

Desuden tror jeg også, at der kommer et tidspunkt i enhver kvindes liv, hvor hun må indse, at der ikke er et stik til hendes føntørrer. Så kan hun, som man siger "tåle det, ændre det eller skride", og da jeg ikke er den store elinstallatør og ikke vil gøre mit hår til en skridende årsag, må jeg nok tåle det og lade mit hår bolle det, det nu engang ønsker.

Apropos naturlig skønhed, havde jeg forleden fornøjelsen af at iagttage et dame-zumbahold... Fra oven. At høre Shakira og se på dansende, midaldrende kvindekroppe, der syntes fladmaste på grund af vinklens udsletten af al torso sammen med instruktørens som altid overentusiastiske smil og holdning var en fin beskæftigelse til en herrens onsdag eftermiddag. Min konklusion på dette må være, at der findes optimale vinkler til at betragte og opdage naturlig skønhed. Ovenfra er ikke én af dem.

Tilde