Keino og den potentielle K-klan

Tjullahop! 

Jeg er lidt nostalgisk efter i går. Jeg har jo som bekendt fået timeline, hvilket har gjort, at jeg har måttet gå tilbage i mine gamle statu og skjule stort set alle sammen. De fleste af dem blot, fordi de indeholdt overdreven brug af ";P :b ;D <3" og mange af dem også ordet "glædelse". Dengang var korrekt grammatik åbenbart ikke så moderne. I det hele taget er de fleste af dem underlige og utroligt random, fordi de er fra tiden, hvor man faktisk skrev, hvad man "lavede lige nu". Senere fandt man så ud af, at omverdenen faktisk var ligeglad med, at man lige havde været i bad eller spist en ostehaps. 

Speaking of nostalgi. Jeg kiggede i dag sammen med min moder i en logbog, som hun har ført over min spæde ungdom (altså, virkeligt spæde), og heri antydedes det, at jeg omkring halvandenårsalderen var meget optaget af, hvad folks navne var. Jeg sagde tit: "Ja, det er jo hans navn" som afslutning på mit blær med, at jeg faktisk kunne vedkommendes navn. Når jeg læser det i dag, tillægger jeg selv betydningen "(og det kan han jo ikke gøre for)". En meget åben, tolerant og begavet udgave af mig. Jeg prøver da stadig, men grimme navne har jeg det svært med. I mit hoved har jeg to store kasser: Én til folk med grimme navne og én til dem med pæne. Og de har ikke lige agt hos mig!

I bogen stod også en beskrivelse af en idyllisk familie-camping, som vi om sommeren gerne drog på. Det var på én af disse, at Marie og jeg som legetøj insisterende havde taget vores bibel med, som vi havde tiltænkt som glimrende læsestof, når vi legede med naboens børn. På denne idylferie havde vi heldigvis en god nabofamilie. De var fra Kolding, men havde alligevel været i BonBon-land ("det er for dyrt og langt væk, når vi bor i Jylland, piger!") og så boede de garanteret i campingvogn med køleskab, TV, gasblus og hele moletjavsen, som man siger, når man bor langt væk fra BonBon-land. 

Christoffer, Camilla, Karina og Heino (ja, det var jo deres navne. Selvom jeg nu nok synes, at far Heino kunne have taget et K for holdet, så mit idylliske billede her 13 år senere kunne være endnu bedre. Christoffer, Camilla, Karina og Keino... Kristensen - ja det kunne jo være deres efternavn.) Hvis familien Kristensen nu havde været lidt mere gavmilde med deres K'er og lidt mindre fans af C'et, kunne de jo et par år senere have fået velsignelsen af mailadressen 4K@mail.com. Et sådant tragikomisk tilfælde har jeg også mødt få en sydlandsferie engang. Men hvad betyder det, at man er et sørgeligt tilfælde, når man har været med K-klanen i BonBon-land? Der er jo skide skægt der. Siger Camilla. Jeg har aldrig været der [ked af det-ansigt].

Jeg har lyttet til den samme sang på repeat i en halv time nu, hvilket plejer at være et tegn på, at jeg skal gå i seng. Desuden plejer mine øjne at komme til at se sådan sjove og bygkornsinficerede ud, når jeg ikke får søvn nok. Så det må jeg nok hellere få. Jeg er ikke så pæn med bygkorn.

Godnat, for Keino da!

Tilde

Sport i toeren

Hej der!

(Der findes så mange dejlige og forskellige måder at sige hej på på engelsk, så jeg låner dem lige lidt. Bare med min sædvanlige værnen om det danske sprog, selvfølgelig)

Nu er klokken for mange. Jeg har brudt det første løfte, jeg i dag gav mig selv: "Nu står du op - men der går ikke længe, før du ligger her igen!"... Jeg blev endnu mere stærk i troen, da jeg startede dagen og ugen med at kaste min livslyst fra mig i idrætstimen. Eller rettere sagt: Det gjorde beep-test og "Bronze-prøven" snildt for mig! Mit kondital var abnormt dårligt og jeg slog min tå. Der er mange, der siger, at man har det så godt i kroppen, efter man har dyrket motion. De lyver. Kroppen har det altid ad helvede til flere dage efter jeg har motioneret. Det kan umuligt være sundt at gøre...

Apropos sport... (credit for min begavede overledning, tak!) ser det ud som om, at der faktisk - som jeg holder op med at have tid til TV - dukker andre ting op på sendefladen end Giro d'Italia, EM, Tour de France og OL. Måske er det synsbedrag?

Jeg er typen, der ønsker at rejse om sommeren - blot for at undgå den danske sportsfeber. (Jeg var lige ved at skrive sportsfeder her. Det kan man vel også kalde det, hvis man er lidt fræk)

Vi gejler os selv op ved at juble over "Sport på toeren - hele sommeren!" og føler os som danske, når vi kan råbe af TV'etog kaste med fjernbetjeningen efter os selv og hinanden med hvid og rød maling i knolden. Vi lovpriser atleter, som vi før OL ikke kendte og som vi efter OL ikke kender, og de bliver altid nr. 4. Alligevel er der ikke én sportsgren, der skal gå ubegloet hen! Pludselig rejser nationen sig, står stærkt sammen og går med liv og sjæl op i lerdueskydning.

Men jeg forstår det ikke, det der sport. Jeg havde inviteret Rasmus på stadion forleden. For så sød er jeg. Der nåede jeg at opleve, hvor meget nordjyder, mine medmennesker egentlig er, når de sidder på stadions tilskuerpladser med deres fadbamser. De er 80% aalborggensere - og 20% trænere for fodboldholdet. Jeg nåede at høre adskillige verber råbt til spillerne i navneform ("Spillæh!", "Aflevere!", "Forsættæh!") og jeg nåede da også lige at fange udtrykket: "Der er kæmpe straffe!", og min indre oddset-kvinde spurgte mig: "Findes der forskellige størrelser af et straffespark?". Og da Rasmus sagde: "Årh, der var én, der fik gult kort for at filme!", tænkte jeg også: "Har spillerne virkelig deres iPhone med på banen??"

Når man vil være dansker hele vejen, må man også på stadion og råbe: "Kom så de røde!" og "Der er offside!". Der er nok ikke noget at gøre...

Jeg har ikke lige nogle billeder af min kæreste og mig, der er lykkelige på stadion eller mig, der er sur over OL, men til gengæld har lavet et flot outfit at forsøde dette indlæg med. I stedet har jeg to sange, som jeg har grinet meget over (fordi jeg var fuld og har sjove venner). Den ene, fordi den blev kendt som "Øl, tis'kon' og hornmusik" og den anden, fordi den viser mig, at jeg kun kan misunde den kulturforståelse, man får af at rejse fra Kartoffeldanmark, som jeg ikke gør lige pt. Jeg har desværre hverken testet mit engelsk med folk, der må bruge en trampolin eller hængt ud med en abe og hans ven. Jeg tror ikke, at jeg er et helt menneske endnu. Yet to come, som man siger i det store udland. 

Tilde

Skanderborg, timeline og pre-3.g

I dag er det sidste dag i min sommerferie. Den er fløjet af sted, men jeg er ikke dødsdeprimeret, som jeg plejer at være på sommerferiens sidste dag. Jeg er faktisk ved godt mod. Det skyldes nok, at jeg har set mit 3.g's-skema for næste år. Ikke et ringe syn, siger jeg bare! (og ingen matematik what so fucking ever!)

Jeg sidder lige nu og prøver at tage mig sammen til at finde mine nøgler, støve nogle blyanter frem og værst af alt: Lave lektier til i morgen. Desuden er der noget ubestemmeligt i stuen, der lugter af en mellemting mellem sommerhus og gammeldame, hvilket heller ikke er særligt motiverende. Måske burde jeg også gå uden for og nyde sommervejret, der nu - hvor det næsten ikke er sommer mere - er kommet til Danmark. Men først skal jeg lige snakke lidt om mig selv.

Jeg er netop hjemvendt fra Skanderborgfestival - snøftende og halvsyg, men pyt! Det var PG: Pisse Fedt! Jeg havde troet, at det ville blive mit livs udfordring at drikke tæt med tømmermænd i en uge uden at spise, ikke gå i bad, vaske hænder i creme og skide i et hul. Heldigvis var Smukfesten langt fra mine fordomme (som nok i virkeligheden hovedsaligt er baseret på Roskilde), og jeg var faktisk i bad hele tre gange (!) i en container med varmt vand til den beskedne sum af 25 kr.

Hr. Bjerregaard Nielsen sørger for en god Dr. Nielsen til de morgensyge

Bacon-bailey is og pommesfrites med bacon!

"Yumyum"-nudler..............

Så klar til 90'erfest, klædt ud som de børn, vi var, i 90'erne!

Meningen med dette billede var, at det skulle illustrere vores udflugt til søen, hvor vi badede, på en knapt så opstillet måde. Desværre var det ene badetøj-hunk gået ud af billedet, mens det andet havde taget t-shirt på, så nu ligner det mest folket på skovtur og mig, der bare gerne vil vise mit badetøj frem...

Fest til Vejgaard Tårnblæserlaug! 

Woodcock-flaskeåbner

En dejlig spegedreng efter et par dage i et varmt telt

En anden bemærkelsesværdig ting er sket for mig: Jeg har fået timeline (læs rasende undertoner). Facebook har gennem lang tid forsøgt at lokke mig, og jeg har gjort mig stor umage for ikke at hoppe i fælden, men på trods af det, er det mig alligevel blevet påtvunget nu. Jeg har aldrig før fortrudt mine gamle statu (som Sys Bjerre ville sige), som jeg gør nu, hvor man faktisk kan stalke helt tilbage til Jesu fødsel på min facebookprofil. Det er mindre sjovt, at man har været en jeg-deler-alt-type, når man fire år senere skal lukke munden på sig selv...

Timeline betyder også, at jeg har måttet anskaffe mig et coverbillede. Jeg har studeret timelineerfarne profiler nøje, og det ser ud til, at et coverbillede enten skal være et billede af en rejsedestination eller lettere poetisk. Da jeg aldrig har været typen til at tage gode billeder af sandstrande, veninder i badetøj eller udsigt over storbyer, valgte jeg et billede af min hånd og Michaels hånd fra valgdagen i 2011. Det er sødt og jeg har mit lykkearmbånd på.

Held og lykke med timeline!

Tilde

PS: Jeg ville egentlig også gerne have brokket mig over vores urimligt-fyldte-med-sport sommer, men jeg skal lige samle mig... Det må blive næste gang.