Sport i toeren

Hej der!

(Der findes så mange dejlige og forskellige måder at sige hej på på engelsk, så jeg låner dem lige lidt. Bare med min sædvanlige værnen om det danske sprog, selvfølgelig)

Nu er klokken for mange. Jeg har brudt det første løfte, jeg i dag gav mig selv: "Nu står du op - men der går ikke længe, før du ligger her igen!"... Jeg blev endnu mere stærk i troen, da jeg startede dagen og ugen med at kaste min livslyst fra mig i idrætstimen. Eller rettere sagt: Det gjorde beep-test og "Bronze-prøven" snildt for mig! Mit kondital var abnormt dårligt og jeg slog min tå. Der er mange, der siger, at man har det så godt i kroppen, efter man har dyrket motion. De lyver. Kroppen har det altid ad helvede til flere dage efter jeg har motioneret. Det kan umuligt være sundt at gøre...

Apropos sport... (credit for min begavede overledning, tak!) ser det ud som om, at der faktisk - som jeg holder op med at have tid til TV - dukker andre ting op på sendefladen end Giro d'Italia, EM, Tour de France og OL. Måske er det synsbedrag?

Jeg er typen, der ønsker at rejse om sommeren - blot for at undgå den danske sportsfeber. (Jeg var lige ved at skrive sportsfeder her. Det kan man vel også kalde det, hvis man er lidt fræk)

Vi gejler os selv op ved at juble over "Sport på toeren - hele sommeren!" og føler os som danske, når vi kan råbe af TV'etog kaste med fjernbetjeningen efter os selv og hinanden med hvid og rød maling i knolden. Vi lovpriser atleter, som vi før OL ikke kendte og som vi efter OL ikke kender, og de bliver altid nr. 4. Alligevel er der ikke én sportsgren, der skal gå ubegloet hen! Pludselig rejser nationen sig, står stærkt sammen og går med liv og sjæl op i lerdueskydning.

Men jeg forstår det ikke, det der sport. Jeg havde inviteret Rasmus på stadion forleden. For så sød er jeg. Der nåede jeg at opleve, hvor meget nordjyder, mine medmennesker egentlig er, når de sidder på stadions tilskuerpladser med deres fadbamser. De er 80% aalborggensere - og 20% trænere for fodboldholdet. Jeg nåede at høre adskillige verber råbt til spillerne i navneform ("Spillæh!", "Aflevere!", "Forsættæh!") og jeg nåede da også lige at fange udtrykket: "Der er kæmpe straffe!", og min indre oddset-kvinde spurgte mig: "Findes der forskellige størrelser af et straffespark?". Og da Rasmus sagde: "Årh, der var én, der fik gult kort for at filme!", tænkte jeg også: "Har spillerne virkelig deres iPhone med på banen??"

Når man vil være dansker hele vejen, må man også på stadion og råbe: "Kom så de røde!" og "Der er offside!". Der er nok ikke noget at gøre...

Jeg har ikke lige nogle billeder af min kæreste og mig, der er lykkelige på stadion eller mig, der er sur over OL, men til gengæld har lavet et flot outfit at forsøde dette indlæg med. I stedet har jeg to sange, som jeg har grinet meget over (fordi jeg var fuld og har sjove venner). Den ene, fordi den blev kendt som "Øl, tis'kon' og hornmusik" og den anden, fordi den viser mig, at jeg kun kan misunde den kulturforståelse, man får af at rejse fra Kartoffeldanmark, som jeg ikke gør lige pt. Jeg har desværre hverken testet mit engelsk med folk, der må bruge en trampolin eller hængt ud med en abe og hans ven. Jeg tror ikke, at jeg er et helt menneske endnu. Yet to come, som man siger i det store udland. 

Tilde