Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Skuffet

Ej. Spøg til side. Eller... Tænker ikke den kommer helt til side, men måske nærmere midlertidigt rykker et par skridt til højre. 

I går snakkede jeg med Michael om skuffelse. Det var før vi drak os fulde, dansede meget upassende sammen og twerkede op ad folk vi ikke kendte (ja, vi har faktisk så dybe samtaler, når vi er ædru). Hvad skal man gøre ved det (altså skuffelsen). Kan man undgå den? Hvad skal man gøre, når man møder den og skal man overhovedet gøre noget ved den?

Vi nåede aldrig til en konklusion, så jeg står nu i den lækre position, at jeg bare kan fremstille min egen holdning som det eneste sande. Min yndlings. 

Skuffelse kommer nok alleroftest af forventningsmiskmask. Desværre tror jeg også, at skuffelser ofte kommer mere end én gang. Forandringselskende selvhjælpsmodernister og fremad-forretningsmodelfolk ville nok argumentere for, at skuffelser i alle tilfælde kan undgås, blot man har haft en tilstrækkelig forventningsafstemning. Forventningsafstemning. Det er virkelig blevet et ord, der er ramt så meget af inflation for mit vedkommende, at jeg nogle gange skammer mig lidt over at tage det i munden. 

Men jeg tror altså ikke, at det nødvendigvis er en god idé at foretage en SWOT-analyse af sin kæresteweekend, sine rejseplaner eller sine eksaminer inkl. resultater for at blive glad. Måske skal man bare beslutte sig for, hvilke ting der ikke kan skuffe én og hvilke ting, der kan. Og så lade dem gøre det. For hvis man bliver skuffet har man jo haft forventninger. Og det at glæde sig er altså en rigtigt god ting på en barneagtig og naiv måde, som jeg stadig elsker. 

Det er nok et livsværk at blive i stand til kun at omfavne de skuffelser, man har inviteret inden for. Så jeg vil bevæge mig ud af det filosofiske og analyserende hjørne og præsentere tre ting, som gang på gang skuffer mig og nok aldrig holder op med det:

"Vi skal have fastelavnsboller"

Det er altså ikke de rigtige!

"Vi skal have pizza"

"Nu er der snart sommer i Danmark!"

Apropos skuffelse, så kom jeg lige til at kigge på bloggens visningsstatistik. Jeg ved godt, at jeg ikke har gjort noget (som helst overhovedet) for at promovere skriblerierne for danskere, men jeg synes alligevel ikke, at det er helt optimalt, at min primære (og eneste?) målgruppe er engelsktalende og derfor overhovedet ikke forstår, hvad jeg skriver.

Tilde