Typen. Vi kender hende alle sammen. Hun har glat hud og hår
– ganskevist ikke i naturlig farve. Huden er overnaturligt brun fra aperiodisk
ferie til Sydeuropa og har på én eller anden måde fået glimmer i sig. Hårfarven
kan variere efter moden, men én ting er helt sikkert! Der sniger sig aldrig en
klassisk Leverpostej ind i det garn. Fænomener som chokoladebrun farvning eller
dip-dye kan med fordel benyttes. Hun har hvide og lige tænder, dufter af Sallings
parfumeafdeling og makeup-afdelingen er tilknyttet hendes ansigt. Selvfølgelig
kun det makeup, der får hende til at se ud, som om hun ikke er sminket – for
naturlig er det nye sort. Det samme er hendes tøj. Stramme denimbukser og
oversize sweater – for man bruger altså ikke halvanden time foran spejlet hver
morgen for at se ud, som om man prøver for hårdt! Og selvom hun læser International
Virksomhedskommunikation i Eksotisk Sprog og Kommunikation, har hun allerede
kandidatgrad i Sociale Medier med speciale i Instagram.
Hvordan finder man hende? Man går i Fitness. Ellers kan man
være sikker på at møde hende på vej ud af Veromodas prøverum, hvor man lige har
måttet erkende, at man havde glemt at plukke øjenbryn og at røven var for stor
til den flotte – og alt for dyre – kjole.
Hun er sikkert – inderst inde – lige så uperfekt som alle os
andre, men hun kan noget vi ikke kan: Hun har evnen til – til alle tider – at
se ud, som om hun har sort, modestøvlebeklædt fod på alting. Og det er på mange
måder en kvindes vigtigste våben i dag. Hun er cool ganske enkelt.
Og min ganske overfladiske aversion mod hende, bunder i én
ting. Det er jeg ikke. Og jeg er pisse misundelig. Jeg kan prøve, hvad jeg vil
– og trust me; I have! –, men jeg vil i bund og grund altid være stilforvirret
med kropstypen Sammenpresset og Leverpostejfarvet hår, jeg ikke orker at flade.
Eller farve. Eller lave dip-dye på. Jeg barberer kun ben op til knæet og gør
det – hånden på hjertet – ikke ofte nok. I hvert fald ikke ofte nok til at
blive Typen.
Og mine veninder og jeg – vi brokker os til hinanden over
hende, fordi hun var den sejeste pige i vores 9. klasse, har været kærester med
vores kæreste eller er den eneste på Fitness World-holdet, der kan finde ud af
Step Medium.
Vi skiftes til at brokke os, og de andre siger ting som:
”Ja ja, hun har flot hår… Men hun er ikke særligt klog”,
hvortil man siger: ”Nej, det har du også ret i…”, men i virkeligheden tænker: ”Super-mega-pikke-opmuntrende.
Så vil jeg lige se, om jeg kan fange hende til et spil Trivial Pursuit”.
Jeg bilder mig ind, at jeg har en mangfoldig vennekreds. Men
jeg har ingen Type. Det tror jeg, jeg
skal have. Og når jeg får det, vil mit første spørgsmål til hende være: ”Når du
er både mørkhåret og perfekt, hvordan barberer du så din mave? Og kan jeg gøre
det på en måde, så jeg får min delle med?”
Her er en visualisering af, hvor dårlig en Type, jeg er. Mit selfie-game er simpelthen bare ikke stærkt nok.
Hvad et par instafiltre ikke kan gøre... Caption: "Sundays *solemoji*"
Typen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar