Heksemutter

I dag blev jeg i frikvarteret nødt til at cykle hjem for at hente et par glemte ting, hvilket gjorde, at jeg havde en halv time, hvilket er relativt lang tid, hvor jeg ikke nødvendigvis skal skynde mig, for mig selv i noget, der godt kunne minde om solskinsvejr. Da kom jeg til at tænke på, at alle homo sapiens af hunkøn, piger, kvinder, damer uanset alder en gang i mellem er tøser, der i det inderste, mindste hjertekammer har en lille heks gemt, som af og til godt kan titte frem og forårsage større eller mindre skader (jeg håber virkeligt, at det er alle aldre, og ikke bare mig, fordi min frontallap er ukomplet).

[Inden jeg begynder følgende sætning, vil jeg godt tage forbehold og fra starten sige: puha, fy fy, føj og forbandelse, en grim ting!!!] En gang i mellem kan det måske eventuelt ske, at et hunkønsvæsen, når hun er sårbar, fuld og i øvrigt premenstruel bliver en lille bitte smule jaloux/misundelig/fuld af beundring, men på en lidt selvdestruktiv måde over for et andet hunkønsvæsen. Mest over det der med hankønsvæsnerne. Og selvom jalousi er fybabab og alt, hvad der ellers hører til, kan det nok aldrig helt undgås. Min refleksion peakede så i, at jeg blev enig med mig selv om, at det er godt, at man har veninder, der ved, hvad man har brug for, hvad enten det er en sko i hovedet ledsaget af kommentaren: "Hold nu kæft!" eller et eftertænksomt øjeblik efterfulgt af: "Ja, hun er pæn... Men ikke så pæn som dig".

I dag bragte jeg forsigtigt en lille bitte tudse, der skulle ristes som en ren karusse. Ikke på en ond måde, men bare sådan henkastet: "Hey, du er god nok - en kende bedre end hende den anden", fordi min konklusion blev, at det er en venindes opgave at sørge for, at heksemutter - når hun en sjælden en gang i mellem raser i en sårbar sjæl - aldrig står utrøstet tilbage med de arme tarme.

Jeg har hørt Sys Bjerre hele aftenen, og her forårsager selv hun død og ødelæggelse (okay, mest ødelæggelse) i retfærdighedens navn. Om tudsen så skal tilfalde hende eller Malene afhænger af, hvor man trofast vil spise sit rumpestykke.

Tilde

Bloody squirrels!

Nu har jeg lagt klamme receptionister, dårlige DJ's, aggressioner over åndssvagt flyveselskab (Norwegian, host) og mange timers søvnmangel bag mig, hvilket betyder, at jeg nu står tilbage med mindet om en fantastisk studietur til London, hvilket jeg har fået bearbejdet nok til, at jeg nu kan smide det ud i uendeligheden på the World Wide Web (frasorteret de værste traumer)...

Vi har både været på den obligatoriske byvandring, set parlamentet, drukket Guinness på St. Patrick's Day og spist både English Breakfast og pie (jeg måtte dog trække grænsen, da den hed noget med "Kidney")... Og så var vi i Hyde Park! Aldrig har jeg set så mange egern og aldrig har jeg i så højt et toneleje pebet: "Nååååååååhr, et EGERN!". Men samtidig gik det her op for mig, hvor godt det var, at det var storbyferie, vi var på. For jeg er faktisk en smule bange for de der vilde (?) dyr!

Jeg har en lille smule stille beundring og misundelse over for de typer, som lægger billeder op på Facebook fra alverdens eksotiske ture og ved hjemkomsten kan sige: "Dette er mig, der ridder på en giraf", "koalaen her elskede bare, når vi klatrede i træer sammen!" eller "her krammer jeg så en tasmansk djævel". Når jeg så skal være sej og sige: "Se, hvor sød jeg er sammen med det lille egern (jeg er forresten Snehvide og kan synge dem til mig)", aner jeg i øjeblikket blodtørst i egernets øjne og tør derfor kun at sætte mig halvt i pædagogisk hugstilling, fordi jeg er sikker på, at det kan springe i ansigtet på mig hvert sekund! Så ender jeg på billedet egentlig bare med at vise, hvor meget en bystueplante jeg egentlig er, og at jeg derfor selvfølgelig ikke kan være åben, sød og overskudsagtig over for et egern.

Når vi så kom ind til London midtby om aftenen var der dog alligevel rig mulighed for at føle sig som en dårlig kopi af Crocodile Dundee i Los Angeles. Når man nu, helt hypotetisk, modvilligt overrækker sin pung til damen i døren til natklubben med et naivt "for what?" efter at hun med tvungen tålmodighed har sagt: "You're bein' searched, darlin'" og dertil tidligere på aftenen, stadig helt hypotetisk, har stavret af sted i høje hæle med hvidvin i et Burger King-papglas og derefter har erhvervet sig flotte blå knæ i mødet med én af de høje kantsten, der af og til har det med at optræde i storbyer, kunne man godt indse, at man burde sige "THAT's a knife!" eller "Det' bour' dæjli'", fordi man måske også bare er fra Jylland... 

"Her owner jeg så en krokodille"

"Her owner et egern så mig"

Og så dog... hvad skal jeg i virkeligheden  med et egern? 

You can live on it, but it tastes like shit!

Tilde

Penge, pas og jernpiller

Så blev det endelig nu! I morgen flyver jeg væk fra afleveringer, terminsprøver og tysklærere, der siger: "Den kan du godt tage ekstemporalt" mod parker med forår og mennesker, der oprigtigt siger: "Oh, sorry!", selvom man tydeligvis selv har vadet ind i dem på de tætbefolkede gader, som om man var en lille smule fra landet. Jeg tager på studietur til London (baby!). Vi flyver klokken 7:40, hvilket betyder, at jeg skal umenneskeligt tidligt op, hvilket på ingen måde er en spidskompetence. Jeg har dog helgarderet mig med tre alarmer og min far, der også har lovet at gøre forsøget på at vække mig, hvis det skulle blive aktuelt. Jeg har pakket og jeg har helt sikkert glemt en masse essentielt, men lige nu har jeg følelsen af, at jeg har fuldstændigt styr på det (!). Jeg har selvfølgelig taget hele garderoben med, men kunne ikke finde mine solbriller, da det åbenbart har været mørkt herhjemme så længe, at jeg har forlagt dem (ikke, fordi det behøver at tage en krig og en madpakke før jeg glemmer, hvor ting er). Jeg har dog (godt nok uden at spørge) lånt min søsters gamle truckerbriller, så jeg håber meget på at få lov til at verden gennem solbriller igen i den kommende uge.

I går var jeg på besøg hos Rasmus' far for anden gang. Anden gang ud af to med tømmermænd og denne gang også med bukser, der dagen før havde fået spildt øl i skridtet. Charmerende! Det må man leve med, når man har valgt ikke at tage fire par ekstra med på weekend. Heldigvis bærer jeg tømmermænd godt, og jeg havde også både tyggegummi og parfume til rådighed. Og så har Rasmus heldigvis den sødeste familie, så hyggeligt var det også. Jeg sørgede selvfølgelig for at finde de pæneste øreringe og mit sødeste smil frem, og så så jeg selvfølgelig de obligatoriske billeder af min kæreste med kæk 90'er-frisure og mønstret joggingtøj.

Nu vil jeg kaste et sidste syn på min nydeligt pakkede kuffert (der kun vejer 12 kg!) og nyde tanken om, at jeg i morgen ved denne tid ligger i en hård hotelseng midt i London.

Sincerely yours

Tilde

Dansk sommervejr, når det er bedst (spark mig i røven)

Nej, korrekt. Det er ikke sommer, og der er ikke noget som helst over vejret, der er bedst (og jeg kan faktisk godt undvære et spark i røven). Det er i dag d. 7. marts, hvilket betyder, at det for seks dage siden officielt blev forår. Den første forårsdag fik mig til at beslutte, at vinterstøvlerne måtte lægges i kassen og mases ind bagerst i skabet. Der lå de godt, da der i dag blev snestorm med sjap, slud og alt, hvad der dertil ellers hører. Men som kartoffeldansker er man jo klar over, at våde sko, kolde tæer og blå hud godt kan blive trofaste accesories, når man sætter næsen op efter at smide tøjet og man kan aldrig helt undgå at løbe risikoen i at blive nødt til at gå en tur i sneen med sine sandaler, når vintermånederne officielt er kradset af.

Men så længe man ved, at man ved at leve og feriere i Danmark går ind til isnende koldt havvand, når man skal bade og regnvejr, når man skal slikke sol er det vel reelt nok (irriterende, som det dog er). Som min kære farfar siger: "Det er dansk sommer, når den er bedst".

Sjap godt!

Tilde

Sædcelle og lay-fucking-out

Jep. Klokken er 02:06 og jeg skriver indlæg for tredje dag i træk. Selvom det ikke umiddelbart synes sådan, vil jeg dog tillade mig at hævde, at jeg stadig har et liv! (?)

Jeg har siddet i den sidste halvanden time og kæmpet med bloggens layout og må (endnu en gang) erkende, at jeg er utroligt uduelig til den slags. Jeg har derfor besluttet, at det må være, som det ser ud nu. Måske tænker jeg igen i morgen, at det er en ny dag, og at jeg selvfølgelig er vågnet op med nyerhvervede kundskaber indenfor design og layout. Det er jeg dog sjældent. Så er jeg til gengæld god til Rommycup!

Bloggens navn vil jeg lige bruge et par linjer på at forklare, fordi man faktisk godt må lade være med at tro, at det betyder "På Tilde" og derfor egentlig er et rip-off fra en dårlig pornofilm... 

Jeg har til adskillige familiearrangementer, hvor jeg har hilst på gamle grandonkler og for god ordens skyld lige gentaget mit navn, fordi vi er noget i nærheden af en million i min fars familie, fået den evigt hylende morsomme vittighed: "Pas nu på, du ikke tilter!", hvortil jeg typisk griner høfligt, som om jeg lige har hørt aftenens sjoveste joke og forøvrigt for allerførste gang.

Og så er jeg faktisk bare sådan en person, der vælter, fordi jeg er klodset. Titlen er derfor hylende morsom og ville helt sikkert falde i mine grandonklers smag!

Jeg må dog udtrykke min bitterhed over, at jeg i adressen blev nødt til at tilføje en bindestreg. Man skulle tro, at man kunne få attilde.blogspot.com, men nej. Der er en troll derude, der har tænkt: "Hmm, hvad skal jeg kalde min blog? Jeg lukker øjnene, trykker og ser, hvad der sker!" Deraf kom @~ (@ = at, ~ = tilde) (er det i virkeligheden en sædcelle??)

Jeg står nu kun tilbage med en slags "HEY! JEG ville have kaldt min fil sdasdfasdaf.doc!!"-følelse. Den kan dog gå ud med følelsen af begejstring over, at der findes en blog derude, hvis titel egentlig er en sædcelle. 

Tidligere i dag (altså i går) var det 3/3 2012

3*3+2+0+12=23. Tilfælde?

Tilde

1990

Du er på McDonalds og har stået i kø lige præcis så længe, at de begynder at være irriterende men alligevel så længe, at det ville være en frygtelig skam at træde ud, for det ville være ubærligt spilde det tilbagelagte og starte forfra – og du glæder sig sådan til den hamburger! Du er næsten ved kassen, og indimellem snyder folk ind foran dig med tumult som undskyldning, og det er svært for dig at stille noget op. Da det endelig bliver din tur, opdager du, at du kun har 9,50. Du kan enten tigge dig frem til de 50 øre hos de andre i køen, eller også kan du vente og håbe på, at din burger måske bliver sat ned. Men få den kan du i hvert fald ikke endnu.

Sådan kan det føles at leve på sit attende år. Man kan føle, at man praktisk talt er ved målstregen med alle andre faktorer end lige antallet af måneder. Det er desværre bare det eneste, der tæller. Synd.

Sådan kan jeg forbande min alder, der i øjeblikket ikke tælles i passerede år, men resterende måneder. 8,5. Og når man så vælger at gøre det, forbande sin alder, kunne man godt ønske sig en anden. Men når det endelig skal være, hvorfor så 18 år? Hvis man kunne ønske alt, kunne man så ikke lige så godt gå hele vejen mod det ideale? 21 (så må du like... alt!). Da jeg er et novemberbarn må jeg skuffe matematikken og sige, at det ville kræve, at jeg var født fire år tidligere; 1990.

Hvis jeg var født i 1990, ville jeg helt sikkert..

.. have stemt til sidste folketingsvalg

.. tjene flere penge

.. køre bil

.. købe uanede mængder af alverdens stærke alkoholer – bare fordi jeg kunne

.. bo selv (kun en undskyldning for lejlighedsvis at gå amok i IKEA)

.. være færdig med gymnasiet!!

.. have færdigudviklede pandelapper

.. være en ørn i et køkken

.. kunne bruge argumentet: ”fordi jeg er ældre end dig” over for langt flere

.. lufte mit adgangsgivende og 100 % lovlige ID til enhver given lejlighed

Nu er det jo heller ikke sådan, at det haster mere end det jager med at få ansvar, rynker og grå hår, bare fordi jeg en gang i mellem savner en SU. I dag skal jeg til 25-års fødselsdag hos en gift fødselar, og det er måske i virkeligheden alderdom nok for nu. I dag blev jeg tilmed sur, da en kvinde grinte så højt og skingert, at hun forstyrrede mit gab. Om det er gammel-bitterhed eller bare generel bitterhed, ved jeg ikke. Og gammel når jeg nok også at blive, når det er tid til den slags. Skulle jeg komme til at savne alderen, må jeg næste gang nok søge at ryge en pibe eller skælde ud på de børn, der løber i Kvickley.  

I dag så forresten jeg en pige stå i solskin, sommerkjole og bare arme. Jeg så på mig selv vinterjakke, halstørklæde og forede støvler og tænkte, at jeg allerede er godt i gang med at forsømme det nybegyndte forår. Men det er okay. Det er fredag, jeg skal til fødselsdagsfest og jeg fik tidligt fri og slap for alt det, der i folkemunde kaldes død (matematik). Jeg skal ikke se ret meget mere af blomster, fugle og solskin, før også jeg kommer i forårsstemning – om det så bliver med vanter, uldundertøj og ørevarmere vil jeg lade antallet af afleveringer bestemme.

Glædelig anden forårsdag, som endda er en fredag!

Tilde

Øregas

Nu har jeg faktisk gjort det. Oprettet en blog, that is. Nok tæt på at være det eneste nytårsfortsæt, jeg nogensinde har holdt (ja, det der med at bryde med dårlige vaner er ikke noget for mig). Hvad jeg skal gøre nu, er straks værre. Der er så mange ting, man kan skrive om og så mange ting, som man virkelig bør holde sig fra... Jeg kan ikke love, hvad der kommer til at ske, men jeg kan love, hvad der i hvert fald under ingen omstændigheder vil overgå bloggen:

1) Jeg lover aldrig at poste kærlighedsdigte

2) Jeg lover, at jeg aldrig vil foregive at have sans for stil og derfor vurdere og poste billeder af mit eget (eller andres) tøj

3) Jeg lover højt og helligt, at jeg aldrig vil poste videoer af mig selv, der synger

4) Jeg skal efter bedste evne forsøge at holde mig ude af selvhøjtidelighedens fedtede hænder.

Idéen med dette er ikke krav på opmærksomhed, et trin i en personlig udviklingsmodel eller noget som helst andet, og på nuværende tidspunkt håber jeg faktisk lidt, at folk ikke læser dette her. Der er sikkert byttet en masse gange rundt på æ og ø, og layoutet er grimt og standard endnu. Det hele er lavet i kuller efter endnu en gymnasieuge, og noget sådant må tages med forbehold!

Heldigvis har jeg min søde ven Michael, som helt sikkert vil fortælle mig, at lay-outet er grimt, og hvis jeg er heldig måske også hjælpe mig med at gøre det *negationen af grimt*. Resten ændrer sig nok ikke.

Jeg tror måske bare, at jeg her kommer til at lukke en masse ud af det, man vist kalder øregas. I virkeligheden er det nok en erstatning for at tale en lille smule med mig selv.

Bær over med mig!

Tilde