1990

Du er på McDonalds og har stået i kø lige præcis så længe, at de begynder at være irriterende men alligevel så længe, at det ville være en frygtelig skam at træde ud, for det ville være ubærligt spilde det tilbagelagte og starte forfra – og du glæder sig sådan til den hamburger! Du er næsten ved kassen, og indimellem snyder folk ind foran dig med tumult som undskyldning, og det er svært for dig at stille noget op. Da det endelig bliver din tur, opdager du, at du kun har 9,50. Du kan enten tigge dig frem til de 50 øre hos de andre i køen, eller også kan du vente og håbe på, at din burger måske bliver sat ned. Men få den kan du i hvert fald ikke endnu.

Sådan kan det føles at leve på sit attende år. Man kan føle, at man praktisk talt er ved målstregen med alle andre faktorer end lige antallet af måneder. Det er desværre bare det eneste, der tæller. Synd.

Sådan kan jeg forbande min alder, der i øjeblikket ikke tælles i passerede år, men resterende måneder. 8,5. Og når man så vælger at gøre det, forbande sin alder, kunne man godt ønske sig en anden. Men når det endelig skal være, hvorfor så 18 år? Hvis man kunne ønske alt, kunne man så ikke lige så godt gå hele vejen mod det ideale? 21 (så må du like... alt!). Da jeg er et novemberbarn må jeg skuffe matematikken og sige, at det ville kræve, at jeg var født fire år tidligere; 1990.

Hvis jeg var født i 1990, ville jeg helt sikkert..

.. have stemt til sidste folketingsvalg

.. tjene flere penge

.. køre bil

.. købe uanede mængder af alverdens stærke alkoholer – bare fordi jeg kunne

.. bo selv (kun en undskyldning for lejlighedsvis at gå amok i IKEA)

.. være færdig med gymnasiet!!

.. have færdigudviklede pandelapper

.. være en ørn i et køkken

.. kunne bruge argumentet: ”fordi jeg er ældre end dig” over for langt flere

.. lufte mit adgangsgivende og 100 % lovlige ID til enhver given lejlighed

Nu er det jo heller ikke sådan, at det haster mere end det jager med at få ansvar, rynker og grå hår, bare fordi jeg en gang i mellem savner en SU. I dag skal jeg til 25-års fødselsdag hos en gift fødselar, og det er måske i virkeligheden alderdom nok for nu. I dag blev jeg tilmed sur, da en kvinde grinte så højt og skingert, at hun forstyrrede mit gab. Om det er gammel-bitterhed eller bare generel bitterhed, ved jeg ikke. Og gammel når jeg nok også at blive, når det er tid til den slags. Skulle jeg komme til at savne alderen, må jeg næste gang nok søge at ryge en pibe eller skælde ud på de børn, der løber i Kvickley.  

I dag så forresten jeg en pige stå i solskin, sommerkjole og bare arme. Jeg så på mig selv vinterjakke, halstørklæde og forede støvler og tænkte, at jeg allerede er godt i gang med at forsømme det nybegyndte forår. Men det er okay. Det er fredag, jeg skal til fødselsdagsfest og jeg fik tidligt fri og slap for alt det, der i folkemunde kaldes død (matematik). Jeg skal ikke se ret meget mere af blomster, fugle og solskin, før også jeg kommer i forårsstemning – om det så bliver med vanter, uldundertøj og ørevarmere vil jeg lade antallet af afleveringer bestemme.

Glædelig anden forårsdag, som endda er en fredag!

Tilde