torsdag den 29. marts 2012

Heksemutter

I dag blev jeg i frikvarteret nødt til at cykle hjem for at hente et par glemte ting, hvilket gjorde, at jeg havde en halv time, hvilket er relativt lang tid, hvor jeg ikke nødvendigvis skal skynde mig, for mig selv i noget, der godt kunne minde om solskinsvejr. Da kom jeg til at tænke på, at alle homo sapiens af hunkøn, piger, kvinder, damer uanset alder en gang i mellem er tøser, der i det inderste, mindste hjertekammer har en lille heks gemt, som af og til godt kan titte frem og forårsage større eller mindre skader (jeg håber virkeligt, at det er alle aldre, og ikke bare mig, fordi min frontallap er ukomplet).

[Inden jeg begynder følgende sætning, vil jeg godt tage forbehold og fra starten sige: puha, fy fy, føj og forbandelse, en grim ting!!!] En gang i mellem kan det måske eventuelt ske, at et hunkønsvæsen, når hun er sårbar, fuld og i øvrigt premenstruel bliver en lille bitte smule jaloux/misundelig/fuld af beundring, men på en lidt selvdestruktiv måde over for et andet hunkønsvæsen. Mest over det der med hankønsvæsnerne. Og selvom jalousi er fybabab og alt, hvad der ellers hører til, kan det nok aldrig helt undgås. Min refleksion peakede så i, at jeg blev enig med mig selv om, at det er godt, at man har veninder, der ved, hvad man har brug for, hvad enten det er en sko i hovedet ledsaget af kommentaren: "Hold nu kæft!" eller et eftertænksomt øjeblik efterfulgt af: "Ja, hun er pæn... Men ikke så pæn som dig".

I dag bragte jeg forsigtigt en lille bitte tudse, der skulle ristes som en ren karusse. Ikke på en ond måde, men bare sådan henkastet: "Hey, du er god nok - en kende bedre end hende den anden", fordi min konklusion blev, at det er en venindes opgave at sørge for, at heksemutter - når hun en sjælden en gang i mellem raser i en sårbar sjæl - aldrig står utrøstet tilbage med de arme tarme.


Jeg har hørt Sys Bjerre hele aftenen, og her forårsager selv hun død og ødelæggelse (okay, mest ødelæggelse) i retfærdighedens navn. Om tudsen så skal tilfalde hende eller Malene afhænger af, hvor man trofast vil spise sit rumpestykke.

Tilde

Ingen kommentarer:

Send en kommentar