Hvad er dette?

For nylig var jeg på en mission i mit tøjskab: Jeg forsøgte at finde tøj til restaurantbesøg i anledning af Rasmus’ fødselsdag. Og det er lettere sagt end gjort. Altså, ikke nødvendigvis det at finde tøj – mere det med at gå på mission i mit tøjskab, der efterhånden er så faldefærdigt pga. børn, der har gemt sig i det, 10+ års slid og alt for meget indhold (gammelt tøj, der aldrig bliver brugt, men ikke nænnes udsmidt), at det braser sammen, hvis man læner sig op ad det.

På denne tur ind i, hvad man nærmest kan kalde en tragisk udgave af Narnia, fandt jeg noget, som jeg for en stund havde glemt. Denne beklædningsdel:

ja, nu er det godt nok ikke særligt god blogger-stil at vise sit rodede køkken
i baggrunden for outfitbilleder. Sorry

Og så var det, at jeg spurgte mig selv i bedste fatsvage simsstil: ”Hvad er dette?(!)”. Jovist (for resten mega etosgivende og fedt ord, ikke?!), jeg kunne godt se, at det var en strikket, lilla sag til at slynge over skuldrene – i min spæde barndom vist kaldet en sjælevarmer – men hvilket formål tjener den egentlig? Da sjælevarmere i min tid var in, var de jo tygge, langærmede og af frote, og dét varmede. Men det kan diskuteres, om et hullet, knapt eksisterende overstykke af en cardigan, der ikke kan lukkes, varmer. Og tilmed en sjæl! De gange, jeg har brugt den (altså tøjstykket – ikke sjælen) kan tælles på én hånd af netop den grund, at den er cirka lige så funktionel som en strikket t-shirt (Funktionalitetsniveau = 0! En t-shirt skal give kulde og en striktrøje skal give varme. Det er komplet uforenligt og derfor verdens dårligste opfindelse!) 

     Grunden til brug må derfor ene og alene være, at det ser smart ud (eller i hvert fald formodes at gøre det). Men det der med at se smart ud har jeg egentlig aldrig brugt. Spørgsmålet bliver så om man kan gå på kompromis med den manglende funktionalitet for at iføre sig en halv cardigan med korte ærmer uden på noget andet med korte ærmer. For en formodet smartheds skyld.

Jeg kan komme på to senarier, hvor jeg alligevel ville finde min halve cardigan nyttig:

1) Mig på rundfart i yderst solrigt land (altså ikke Danmark), hvor jeg ikke ønsker at få røde skuldre, men derimod pletter på den øverste del af armene.

2) Mig på besøg i katolsk kirke, hvor bare skuldre er ildeset.

Begge har umiddelbart lange udsigter.

Tilde

Oh my Facebook

Jeg elsker Facebook. Det gør jeg virkelig! Det er min absolutte yndlingsredskab - næst efter kikkerten og trenchcoaten - til at stalke. For man kan jo se alt og intet er hemmeligt. Især med det nye timeline, som jeg må indrømme, at jeg som næsten professionel stalker er blevet lidt vild med trods skepsis i begyndelsen. 

Og vores kære venner, som vi elsker endnu mere, fordi de er i vores Facebook-netværk, vil ofte gerne vise os alt. "Her er min morgenmad - lige kørt igennem en gang Instagram med et touch af "Earlybird" for ekstra likes" eller: "Har efter en fantastisk løbetur på 47 km sat en omgang speltboller i ovnen til ungernes madpakker i morgen. Når min mand kommer hjem skal vi ud og spise, men først går turen til børnehjemmet, som jeg i går bagte rosinboller til, mens jeg også lige smed speltdejen sammen. Jeg elsker mit liv og har - hvis du skulle være i tvivl - 28 timer i døgnet og kan gøre tingene i trippelfart."

Det er meget hyggeligt. Jeg elsker at læse om andres kæmpeoverskud, når jeg sidder i min egen elendighed - typisk i gang med en overspringshandling for at springe fra en aflevering. Men somme tider kan jeg blive lidt  forvirret og forundret på samme tid, når folk for eksempel skriver - og jeg citerer: 

"Fede idiot.

Tak for en hyggelig dag min skat! :-*"

Er det så den fede idiot, vedkommende har haft en hyggelig dag :-* med, eller er det bare to vidt forskellige emner, som vi gerne skal spørge til, men ikke helt må vide, der er blandet sammen i samme status? 

Her er nogle billeder af mig, der har iscenesat mig selv som overskudsagtig. Læg mærke til hovedet, der en smule overrasket men alligevel fattet titter over skulderen. Det har jeg lært, at man skal.

Her laver jeg kunst-med-spejlrefleks, som man også helst skal. 

Her har jeg iscenesat mig selv som én, der kan stå op og tisse. 

Det kan jeg ikke i virkeligheden :(

Tilde

Running for dummies

Jeg troede aldrig, at det ville ske. Men det gjorde det. Jeg startede sidste uge med at tro, at jeg ville løbe ud over afgrunden. Næsten bogstaveligt taget. 

Da jeg for tre år siden stoppede til ju-jitsu (ja, det har jeg faktisk gået til), lovede jeg mig selv (måske i virkeligheden mest mine forældre), at jeg ville holde mig i form ved at begynde at løbe. Jeg havde kun løbet én kilometer, før jeg lovede mig selv, at jeg aldrig ville gøre den slags igen. Men som så mange andre løfter blev det brudt - selvom jeg var stærk i hele tre år!

Vi har startet træningsprojekt i idræt (...), hvilket betyder, at jeg nu skal have bedre kondi. Jeg røg under "abnormt dårlig" i beep-testen, så jeg bliver nødt til at løbe. Tre gange om ugen. Fuck.

Indtil videre har jeg løbet ti kilometer (!!!!!!!!!!!) på en uge og det er faktisk ikke så svært. Det er sådan noget med, at man skal sætte den ene fod foran den anden, have ok sko og hvis det skal være avanceret løfte knæene for højere hastighed. Og det kan jeg faktisk godt finde ud af. Selvom jeg troede, at jeg flere gange under turene ville være på randen af død ved kvælning og længe efter løbetræningen ville være invalideret med ømme muskler, er jeg indtil videre faktisk sluppet uden varige mén, men har dog efter hver løbetur en tomatrød farve i hovedet, som varer cirka resten af dagen.

Man kan vist sige, at jeg sidste mandag pågyndte en ny, sund og overskudsagtig livsstil og at jeg derfor nu utvivlsomt vil tabe mig, få 25 timer i døgnet, pænt hår og masser af penge. Det har jeg valgt at illustrere med et billede fra min sommerferie, hvor jeg – utroligt men sandt – ligner en Special K-reklame.

Til min nye, sunde og overskudsagtige livsstil må jeg have mig:

- Universitetssweatshirt, så jeg kan se berejst og løber-agtig ud, når jeg løber i kulden, før Fanden får sko på (for det gør man, når man er overskudsmenneske). Sådan en sweatshirt med forkortelse, hvor folk selvfølgelig spørger, og jeg selvfølgelig vil svare: "Ja, det står for University of North West Sandiego Springs blablabla".
Og skal man så på sit livs tur til North West Sandiego Springs blablabla for at få sådan en fætter? Nej. Men for 295 kr. i Gina Tricot kan du komme til at se meget ud som om, at du har været der!

- Kæreste til at løbe med (tjek)

- Matchende løbetøj med kæreste til at løbe med (for Guds skyld ikke tjek!!)

- Rigtig drikkedunk med en form for smart holder til at sætte på kroppen under løb, så den bliver portable.

- Proteinshakemaker og/eller termokande. For rigtige overskudsmennesker drikker ikke kaffe. De drikker ingefærd-kartoffel-gulerods proteinshake eller chai-og-andre-lækre-urter-the.

Øl drikker jeg som overskudsmenneske heller ikke. Officielt...

cirka.         

Sidder lige nu i bussen, og der er én, der har trådt virkeligt meget i en hundelort. Øv. Godt, at jeg er alt for overskudsagtig til den slags nu!

Tilde

Forbandede nysgerrighed

Jeg veeeed jo godt, at jeg ikke skal snage/undersøge overdrevet/forhøre/stikke min næse mærkelige steder hen - men jeg er så fandens nysgerrig, at min næse bare farer hen lige hvor den vil - nærmest uden af spørge mig først. Lidt ligesom den børnebog, der hedder "Min uartige mund", der siger lige, hvad den vil, har jeg lidt en uartig næse.

Jeg elsker at stalke - men det skal man nogle gange også bare lade være med. Man kan nå øjeblikke, hvor man tænker: "Det der behøvede jeg bare virkelig ikke at vide", men når det kommer, er det altid for sent. 

Spøgelseshistorier er også et hit - de bedste er dem, hvor det kunne have foregået i virkeligheden. Ulempen ved det er bare, at jeg sådan cirka er verdens største bangebuks. Da jeg var lille var jeg bange for fluer og Buzz Lightyear og for tiden sover jeg med natlampen tændt på grund af en urban myth. Her til aften syntes jeg selvfølgelig lige, at jeg skulle læse historien om en mand, der havde et ansigt i nakken, der ikke kunne tale, men som alligevel hviskede skrækkede ting til ham om natten. Den næste måned kommer jeg nok til at forestille mig det ansigt ligge på puden ved siden af mig...

Forleden kom én af pigerne fra min klasse over til Ida, der sad ved siden af mig, og begyndte at antyde til en debat, de havde haft om hendes dumme ekskæreste. Da Ida sagde: "Lige to sekunder", tog jeg mig selv i at sige: "Du må gerne skynde dig at blive opmærksom Ida, så jeg kan nå at høre det, mens hun stadig står her!"...

Tilde

International shit

Hello,

sådan ville man starte, hvis man altså var sådan international. Jeg hører lige sommerens feriesang og fornemmer lidt udenlandsstemning, selvom jeg fryser lidt, når jeg går uden for, og på trods af det sammen med Rasmus lige har planlagt at sove udendørs (altså under en teltdug) med sovepose, fire lag tøj og en vinterdyne. Det der med at gå til fest på landet...

Jeg kommer kun til at gøre dette her én gang - på ære! Man må faktisk ikke. Men jeg vil gøre en undtagelse, fordi jeg bare synes, at jeg selv er så pissehamrende sjov. I hvert fald lige her. Hvis min blog skulle være international, ville det kommende være et godt bud på, hvordan den ville se ud. Hvis jeg altså kun skrev om skolen. 

Jeg elsker at få ros. Jeg er en megastor pleaser, og så længe jeg gør ting godt og får ros og klap på hovedet, behøver jeg ikke tage stoffer eller andet skørt. Derfor blev jeg sådan lidt lille-hund-med-tungen-ud-af-munden-agtig, da min engelsklærer roste min sidste aflevering og sagde, at han faktisk fandt den underholdende. Og han er et repræsentativt udsnit af gennemsnitslæsere, så nu gør jeg det, man ikke må: Gør min blog international for en dag ved at... poste skolearbejde. 

Reflection on my first two years at Hogwarts

The 11^th of August was my 2-year-anniversary of starting high school. A few days after my first day, I wrote my first high school paper. When I look back at it, I remember how I felt when I wrote it. I was a bit nervous, but mostly very excited about my new lifestyle. Little did I know that high school within the next two years would drag me through both Hell and Heaven, give me unique memories and happy days and make me feel like being run over – by a tank. Luckily, high school gives you an all-round education, so now I know. 

I spent a lot of time in our first year thinking I was getting to know high school (I did not until our second year). However, I got to know a lot of interesting people, how Maple works, how to spell “several” and most importantly: How to find my way round in a huge school which turned out to have a staggering amount of similarities with Hogwarts! One of my first days, I actually got lost when trying to find the classroom the rest of the class was in. When I did not succeed, I cried and called my mom, ready to give up on my education. My sense of orientation has not gotten any better since those first days but in time, I got to know Hogwarts’ unknown twin.

I chose to have social studies at the highest level, because I had an interest in politics before I started high school and I hoped I would to get to learn and discuss a lot of politics in school. Social studies turned out to be very interesting, but nothing like I thought. Luckily, my classmate Michael – a member of the Social Demokratic Youth of Denmark – introduced me to his second home. It did not take long before I moved in along with Maria and Lise who were also my classmates. That quickly made us “DSU’erne” in our class alongside with making us evolve from totally different individuals who were classmates to totally different individuals who were best friends.

     After the summer holidays, by the very start of our second year, the former prime minister of Denmark called the election. At that time, it was without a doubt the most important three weeks of our lives. We had to fight for a proper future for our country – alongside with almost doing our homework, trying to attend our classes and handing in our written assignments a little too late. Of course, the luxury of sleep was totally out of the question during those three weeks.  

“We did it” and we won the election, so we could return to our normal everyday lives with peace in our minds.

Returning to normal was easier said than done, because normal was long days, tons of homework, written assignments everyday (or at least it felt like it), still no sleep and above all: AT (common preparation for further education). 

     I do not find it possible to think of a thing on earth more frustrating than AT. Sometimes, it feels like you spend a whole week pretending to write an assignment. You have to figure out how to pretend to write this assignment, but no one can really tell you. The only thing they do tell you sounds something like: “You have to learn by failing. Hard.” 

In the end of our second year, however, two of my teachers told me that I now understood what AT was about. I did not know, how I could possibly have figured that out, but it felt good.

Our second year ended with exams and we went to much needed summer holidays. Before we knew it, we were back again. And so, here we are. So far, it feels like a vacation. My boyfriend recently asked me: “So, are you just going to relax this year?”. Trying to avoid sounding like a homespun philosopher, I answered: “The first year is when you have fun, the second year is when you hang in, and the third year is when you go knock ‘em dead”. I guess that is kind of a homespun philosophy, and for the record, I am well aware that this year is not going to be a vacation.

     I am getting close to word-limit, so I will once again cut myself off before I am done. I wondered, if I was going to write another assignment like this next year, but I realized that next year at this time, I am not in high school anymore. Even though we high school students complain a lot, I know it will be sad when we have to leave. At least, we still have one year left of the drill, and I know I will take this back a hundred times later on, but I am looking forward to it.

Faktisk håber jeg lidt, at bloggen aldrig bliver international. Så skal jeg i hvert fald kraftigt revurdere titlen...

Sincerely yours,

Tilde