Jeg veeeed jo godt, at jeg ikke skal snage/undersøge overdrevet/forhøre/stikke min næse mærkelige steder hen - men jeg er så fandens nysgerrig, at min næse bare farer hen lige hvor den vil - nærmest uden af spørge mig først. Lidt ligesom den børnebog, der hedder "Min uartige mund", der siger lige, hvad den vil, har jeg lidt en uartig næse.
Jeg elsker at stalke - men det skal man nogle gange også bare lade være med. Man kan nå øjeblikke, hvor man tænker: "Det der behøvede jeg bare virkelig ikke at vide", men når det kommer, er det altid for sent.
Spøgelseshistorier er også et hit - de bedste er dem, hvor det kunne have foregået i virkeligheden. Ulempen ved det er bare, at jeg sådan cirka er verdens største bangebuks. Da jeg var lille var jeg bange for fluer og Buzz Lightyear og for tiden sover jeg med natlampen tændt på grund af en urban myth. Her til aften syntes jeg selvfølgelig lige, at jeg skulle læse historien om en mand, der havde et ansigt i nakken, der ikke kunne tale, men som alligevel hviskede skrækkede ting til ham om natten. Den næste måned kommer jeg nok til at forestille mig det ansigt ligge på puden ved siden af mig...
Forleden kom én af pigerne fra min klasse over til Ida, der sad ved siden af mig, og begyndte at antyde til en debat, de havde haft om hendes dumme ekskæreste. Da Ida sagde: "Lige to sekunder", tog jeg mig selv i at sige: "Du må gerne skynde dig at blive opmærksom Ida, så jeg kan nå at høre det, mens hun stadig står her!"...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar