søndag den 28. december 2014

Om at stjæle frihed

Det bliver man nødt til, når man er studerende. Eller hvis man i det hele taget bevæger sig rundt i nutidens samfund. Frihed er ikke længere noget, man får otte timer af sammen med otte timers søvn og otte timers arbejde. Det er noget man tager. Eller jeg tager. Men jeg er ikke altid sikker på, at det er en god ting.

Jeg skrev tillykke med fødselsdagen på en medstuderendes facebookvæg her til eftermiddag, og afsluttede med: "Håber du holder fri til at nyde det". Da gik det op for mig, at det er anden gang inden for en uge, jeg har sagt det til en eksamenslæsende studerende som mig selv. Jeg er blevet eksamenslæseren, der beder andre om at holde fri. Det er vi eksamenslæsende ikke særligt gode til. Og hvis vi tager os friheden til frihed, bliver det altid med en lille (eller stor) smule dårlig samvittighed. Jeg burde overkomme en enorm hurdle og gå i gang med juleferie-eksamenslæsningen, men i stedet sidder jeg her - med dårlig samvittighed. Jeg kan ikke helt afgøre, om det primært er, fordi jeg har besluttet mig for at spise pommes frites med sovs til aftensmad eller fordi jeg har set Bones hele dagen, men jeg tror det er det sidste. 

Det har siden min gymnasietid været klart for mig, at man altid kan læse en studerende, der ikke er i stand til at berøve sig sin frihed (hvilket vel er stort set alle studerende). De går med vinterjakker langt ind i foråret, når andre har smidt ind til t-shirten, den blå farve er ikke bare i men også under deres øjne, og de har altid bumser, der helt sikkert ikke skyldes opvoksende hormonelle forandringer. Takes one to know one. 

Men jeg er ikke one længere. Nu er jeg bange for, at jeg til tider får i den anden grøft, hvor jeg tager mig friheden lidt for meget og derfor har mange dage som i dag, hvor jeg ekstremistisk og demonstrativt ligger bestemt på sofaen og forsøger at koncentrere mig om at slappe af. Det paradoksale er, at der kun findes én måde at slippe af med den dårlige samvittighed på: Giv dig hen og lav noget. Pis. Jeg må hellere gøre det. 

Så meget frihed har jeg stjålet. Måske også lige i overkanten. Skammeligt.

Fornem deres bebrejdende øjne!

Tilde

søndag den 21. december 2014

What to make of it

... spurgte min engelsklærer altid, når vi var færdige med timens pensum med time to spare. Jeg savner ham. Men det er på ingen måde relevant. Hvad der derimod er relevant er: Mit singleliv! (ja, altså man kan jo altid diskutere det generelle relevansniveau af disse indlæg, men hvorom alting er:) 

Jeg har været single i tre måneder. Efter lang tids identitet som forholdsperson, var det lidt specielt og  meget angstprovokerende ikke at være det længere. Men når man indser, at vandregningen er vokset ud i hidtil ukendte dimensioner som resultat af alt for lange bade i forsøg på at simulere regnvejr, som man kan sidde og krampegræde under og at det ikke er holdbart i længden at ligge hele dagen i sit nattøj og se Bones på Netflix (til mit forsvar går en dag altså hurtigt, når et afsnit varer 40 minutter!), så tænker man med jubeloptimismen som sin eneste identitetsmæssige holdepunkt: "Jeg skal da bare have det bedste ud af det! Det bliver skide godt." Første ord i den nye italesættelse af jeg-er-blevet-dumpet-situationen: Forandringsplatform! Grundvold er rystet og nu er det tid til at lade alt det dårlige ligge smadret på jorden og kun samle de gode stykker op og sætte dem sammen igen. Helst på en ny og toptunet måde! 
     Anden beskrivelse: 25 timer i døgnet! Alt det, jeg nu har tid til i mit nye liv som strong-independent-black-woman! Hvordan beviser jeg det? Sæt minimum 10 urealistiske målsætninger for dig selv, som du skal nå inden for den næste rekordkorte periode!
     Tredje beskrivelse: Læringsrum! "Brændt barn skyr ilden" og andre ordsprog om, at man lærer af dårlige ting bliver det nye, gode motto. Analyse af alle mulige fejl fra forlist forhold foretages og strategi for ikke at begå dem igen lægges.

Blev det til noget? Nej. Selvfølgelig gjorde det ikke det. Jeg troede, at min identitet var i opbrud, men heldigvis (?) fandt jeg da ud af, at nogle ting i hvert fald ikke har ændret sig: Jeg er stadig lige så doven, forandringsforskrækket og overspringshandlende, som jeg altid har været. Det var jeg jo egentlig også, inden jeg blev forholdsperson. 

Dog nåede jeg, i min hyperoptimistiske forberedelsesfase at lave en masse lister, motivationstavler og afkrydsningsskemaer for hvad jeg skulle nå, hvad jeg havde nået og hvad jeg lærte. Her et par (potentielt) sjove udpluk fra min notesbog med overskriften: "Ting jeg har lært af et break-up":

"Mænd kritiserer meget mindre end kvinder gør. Hvordan gør de?!"

"Det er op ad bakke dagen derpå at snige sig ud af hus, der både indeholder hel familie og lille-hund-med-for-meget-pels-og-sløjfe-i-pandehåret-uagtet-at-det-er-en-hanhund-der-tror-den-er-en-schæfer" #barkingupthewrongperson

"Tinder er umiddelbart et no-go"

"Jeg har brug for en tålmodig mand, der kærligt kan fortælle mig, hvor åndssvag jeg lyder"

"Kvinder har mange flere onde bagtanker end mænd. De har som regel ingen. Med mindre det er sex."

"Kvinder bruger mere tid på at tænke over, hvad mænd tænker, end mænd bruger på at tænke"

"Tilde: Jeg er måske lidt forelsket
Maria: Bare rolig. Det skal nok gå over"

...

Jeg har måske ikke brilleret i at nå ting, jeg overskudsagtigt nok regnede med at nå. Men jeg har dog nået lidt.

Ting jeg rent faktisk nåede:

Være i Fårup Sommerland med Emma og Asbjørn

Blive klippet pagehåret (og foreviggøre det mens jeg havde kæmpe bums på hagen)

Hygge mange lækre gange med Maria og Ida

Opnå ironisk distance 
Skabe mig teenagetosset til Michaels årlige, berømte og berygtede Halloweenfest

Filosofere... Også på den klamme måde, der fik mig til aktivt at
gemme dette billede på min telefon

Være i København

Overveje at se filosofiske film igen (dog uden at nå at gøre det)

Skrive to eksaminer

Eje og gå med en crop top. Det er stort for en snerpe som mig!
Og så blev jeg jo også 20. Voksendom og ansvar, kom bare an!

Tilde

torsdag den 18. december 2014

Klik for dårligt liv

Som sagt, så bukkede jeg i sommer under for udlængslen og tog en tur til Asien. Det var fantastisk, det var det. Men slet ikke som det illustreres på coverbilleder på Facebook. 

Coverbilleder viser traditionen tro ikke noget om den dårlige samvittighed, man får af at gå rundt mellem mennesker, der har et årsforbrug på, hvad der svarer til ens SU, at man bliver psykisk træt at asiatiske mænd, der rykker én i håret og tager én på røven, af at være kronisk beskidt, at af blive råbt af på fremmede sprog som om man er fatsvag og af at savne sin familie, sit hjem og sin seng - af ikke at være den, man plejer at være. 

Jeg har skrevet rejsedagbog i hele den måned, jeg var af sted. Den er fyldt med gode oplevelser, sand og sveddråber (ja, det var altså ikke alle værelser, der havde aircondition!) men også lidt-for-lommefilosofiske tanker. Hvad er det egentlig, man rejser ud efter? Hvem gør man det for og hvad håber man på at finde? Sig selv? I så fald synes jeg det er mærkeligt, at man søger verden rundt med blikket vendt ud af. Men det er måske bare mig? Dog vil jeg ikke benægte, at jeg har lært nogle vigtige ting om mig selv - og livet og verden, for at være rigtigt for meget.

En top 5:

5) At rejse fjernøsten tynd er ikke for alle - men man bliver nok nødt til at tage af sted, før man opdager det.

4) Det er umuligt at være lækker i lande med en temperatur, der føles som over 100 grader - stå derfor altid med fronten til på mulige coverbilleder - din ryg er nemlig kronisk våd er sved

3) Kinesere er ulækre (en mand trak for eksempel op til en snotter og smed den LIGE MIDT I TOGET! ved siden af min fod. Gav ham et dræberblik, der vist overvandt enhver mulig sprogbarriere)

2) En god rejsemakker er guld værd (kan også anvendes i hverdagsanalogi med lidt poetisk velvilje)

1) Jeg er tryghedsnarkoman

Lige nu hører jeg kinesisk reklame for hvad jeg tror er en julesang på Spotify. Det forstår jeg ikke en pind af. Men hovedformålet med reklamerne her er vel ikke at viderebringe et budskab, men blot at irritere, så man selv får idéen: "Skulle jeg aldrig få Spotify Premium?" Inception?

En særlig løjerlighed fra vores tur, var, hvad der virkede som starfaktor. Flere gange om dagen vil diverse asiatere (mest kinesere, de er også de mærkeligste) have billeder sammen med os. Der var sågar én, der spurgte, om han måtte tage et billede af os foran en seværdighed - uden ham selv. Mon det var årets julekort? Vent... Holder man jul i Kina? Mere kulturelt bevidst er jeg heller ikke...

En tysk undersøgelse viser, at folk får dårligere liv at af se andres rejsebilleder på Facebook. Derfor vil jeg kun dele ikke-overskudsagtige rejsebilleder her. De overskudsagtige kommer selvfølgelig på Facebook. Når det nu endelig er min tur til at få andre til at få det dårligt med sig selv!!

Næste coverbillede

Okay fraaaa nu af:


Camilla i poolen




Illustration af sved

Falder lige midt i overskudsaftig pose ved Buddha

Mega mega solskoldet

Kareoke...

... og Gangnam-Style!


Kandidat til profilbillede, hvis nu jeg skulle have Tinder


Genstand for familie-ferie-foto



Følelsen af tømmermænd i Beijing



Pudser aircondition-snottet næse

Faldet på sidste trin ned fra Muren
Jeg havde det sjovt. Tror faktisk jeg vil slå disse op på min væg. Altså virkelige væg. Midt i stuen.

Tilde

fredag den 5. december 2014

Mænd og sport



Kiggede lige titlerne på mine tidligere indlæg igennem. Af alle er dette nok den mindst kreative. Men den rammer altså hovedet på sømmet ift., hvad jeg gerne vil plapre lidt løs om. Mænd og sport.

I DSU er det nu blevet sådan, at man helst ikke må antyde, at der er forskel på mænd og kvinder. Hvis man gør det, er det det samme som at undertrykke nogen (det kan selvfølgelig ikke gøres helt specifikt hvilke nogen, det er, da man jo ikke må gøre på baggrund af socialt konstruerede grupper, men nogen er det i hvert fald!). Men det er der bare. Altså forskel.

Jeg kan som tilhører af kategorien kvinde/dame/pige/konstruktion 2 (eller 1?) selvfølgelig synes, at det modsatte køn det meste af tiden er komplet uforståeligt og åndssvagt. Men af og til, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over mandekønnets finurligheder, der bliver en lille smule charmerende alene af den grund, at de er der.

Én af tingene er kærligheden til sporten, som kan være så stærk, at man bliver helt i tvivl om, om manden og sporten faktisk oprindeligt hørte sammen men uheldigvis blev skilt ved fødslen.

Én af mine piger er begyndt at se en fyr, der tilsyneladende elsker ishockey så meget, som han elsker hende. Jeg forsøgte ihærdigt at spørge ind til den sidste kamp, men græmmedes flere gange over mig selv, fordi jeg virkelig forstår mig så lidt på den sport. Faktisk bare på sport i det hele taget. Fik vist stillet et spørgsmål i retning af: "Er Israel og Palæstina ikke gode venner?", hvis man nu sætter det ind i en politisk kontekst, hvor jeg er lidt mere hjemme.

Under vores umage konversation bed jeg mærke i noget sports-elsker-karakteristisk. Når man omtaler sit hold, siger man - hvis man agter at tale med ægte sportsjargon - "vi". "Vi tabte", "vi scorede det afgørende mål i overtiden", "vi var lidt sløve i forsvaret" (har ingen idé om, hvad disse ord betyder). Jeg forsøgte mig med at bruge samme jargon: "Nå, så hvornår vandt vi sidst?", men med det samme, jeg tog ordene i min mund, følte jeg, at jeg tog æren for noget, jeg på ingen måde havde været med til at præstere, så jeg måtte omformulere, inden sætningen kom ud. Men sådan ser sportselskere altså ikke på det. Det er åbenbart helt legitimt at sige "ja, vi kæmpede hårdt", selvom det "vi", man selv er en del af, egentlig sad på tilskuerpladserne og spiste nachos. Gutten her mestrede faktisk jargonen så ubesværet, at der, da jeg hørte om dengang, min veninde og ham var til ishockey, faktisk gik foruroligende lang tid, før det gik op for mig, at han ikke havde inviteret hende på date midt i kampens hede på banen, men "bare" oppe ved nachos og tilskuerpladser.

Jeg har nok aldrig forstået, hvorfor folk siger, at dating er hårdt, men da jeg så min stakkels pige stå på glatis midt mellem flyvende dræberpukke og vrede canadiere for mig, var jeg helt med...

ja, vi kæmpede hårdt

















Tilde

onsdag den 3. december 2014

Den indiske drøm

Der er gået lang tid. Virkelig lang tid siden sidst. Eller ikke sidst, det er kun et par dage siden. Men før det, har jeg virkelig forsømt bloggen længe. Jeg plejede at skrive som overspringshandling, når jeg lavede afleveringer, eller når jeg var trætte af flotte piger, som Rasmus engang havde datet (det er grunden til galskaben bag nogle af indlæggene. Man skal jo få det ud på én eller anden måde...). Men det er faktisk lang tid siden, jeg har kæmpet med nogen af delene. 

Jeg kom aldrig på den jordomrejse, som jeg ellers havde lovet. Det betyder, at jeg ikke kan pryde bloggen med billeder af mig, der poserer yndefyldt foran Taj Mahal, Grand Canyon og *indsæt navn på vulkan i Australien*. Udrejsetrangen hos den danske ungdom gør jeg mig dog stadig mange tanker om. Dem vil jeg ikke underholde med nu, men det kommer! Desuden har jeg faktisk været et smut i Asien, men det kommer også. 

Jeg er - frem for at tage et sabbatår og lege globetrotter - startet på universitetet. Jeg er nu psykolog-in-the-making. Jeg kan også mærke, at jeg langsomt - men sikkert - bliver én af dem. Pigerne (læs: damer) over 20, der brokker sig over pigerne under 20, fordi de synes de er fjollede, naive og dumme at høre på, men som jeg altid har sagt, i bund og grund er trætte af, at de er flottere, strammere og hugger mændene. Jeg har faktisk hørt mig selv sige til en 2.g'er: "jeg ser virkelig mig selv i dag. Sådan var jeg også engang" (helt ærligt, så gammel er jeg altså heller ikke!). Senere på aftenen huggede hun så min mand. (Hvis du ligesom mig altid har undret dig over, hvad "tragikomisk" betød, så har du her svaret).
Jeg er blevet min egen værste fjende - jeg er blevet den type menneske, der er en stor del af inspirationsgrundlaget for denne blog. Næste skridt er vel: (dam dam daaaam) Overskudsmenneske!

Det havde jeg nok ikke lige forestillet. Altså hverken det ene eller det andet. Mest det med, at jeg skulle blive psykolog. Måske var det derfor, jeg endte med at holde lidt op med at skrive. Det passede ikke til min profil længere, når jeg ikke skulle være journalist. Men jeg savner det. Så nu skriver jeg det altså alligevel. Jeg krydser fingrer for, at jeg stadig har noget af den charme, jeg altid har bildt mig selv ind, jeg har, selvom jeg åbenbart er ved at blive til en dame. 

Mit elsker-at-hade-forhold til Indien står dog stadig i denne brydningstid. Jeg har efter min Asientur måttet indse, at jeg nok må dertil en dag. Og når dén dag kommer, vil de tage godt imod mig. For udover at jeg er lyshåret og har en anden, eksotisk næseform (jaaa, visse steder er selv jeg eksotisk), er jeg som nævnt også akademiker. Living the Indian Dream... I Indien rangerer akademikere lige så højt som konger og er kun overgået af guder i hierarkiet. Jeg hørte om én, der tog til Indien for at læse for noget tid siden. Det var meget strong-and-independent-black-woman-agtigt gjort af en lyshåret pige fra Danmark at rejse alene til voldtægternes mekka, og det fik mig til at indse noget, som kunne gøre mig helt grundvred: Du kan som lille, lys vestlig (dog nok helst af hankøn) rejse til Indien og smutte direkte ind på deres fineste universiteter og blive agtet på samme niveau som var du Dronning Margrethe på visit, mens Indien behandler sin egen befolkning som skidt. Min klare holdning til Indien på den internationale politiske scene er, at man her i Vesten altså ikke må være med i legen, før man behandler sine folk ordentligt. Desværre bestemmer jeg ikke i international politik, og så længe Indien har penge - og endnu vigtigere: Udsigten til penge - vil både Vestens stormagter og strong-independent-black-women fra hele verden synes, at de er sjove at lege med. Så er det godt, jeg kan bande over dem alle sammen her! For helvede. 

Det indiske kastesystem
Mig der ikke er i Indien
Tilde