Mænd og sport

Kiggede lige titlerne på mine tidligere indlæg igennem. Af alle er dette nok den mindst kreative. Men den rammer altså hovedet på sømmet ift., hvad jeg gerne vil plapre lidt løs om. Mænd og sport.

I DSU er det nu blevet sådan, at man helst ikke må antyde, at der er forskel på mænd og kvinder. Hvis man gør det, er det det samme som at undertrykke nogen (det kan selvfølgelig ikke gøres helt specifikt hvilke nogen, det er, da man jo ikke må gøre på baggrund af socialt konstruerede grupper, men nogen er det i hvert fald!). Men det er der bare. Altså forskel.

Jeg kan som tilhører af kategorien kvinde/dame/pige/konstruktion 2 (eller 1?) selvfølgelig synes, at det modsatte køn det meste af tiden er komplet uforståeligt og åndssvagt. Men af og til, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over mandekønnets finurligheder, der bliver en lille smule charmerende alene af den grund, at de er der.

Én af tingene er kærligheden til sporten, som kan være så stærk, at man bliver helt i tvivl om, om manden og sporten faktisk oprindeligt hørte sammen men uheldigvis blev skilt ved fødslen.

Én af mine piger er begyndt at se en fyr, der tilsyneladende elsker ishockey så meget, som han elsker hende. Jeg forsøgte ihærdigt at spørge ind til den sidste kamp, men græmmedes flere gange over mig selv, fordi jeg virkelig forstår mig så lidt på den sport. Faktisk bare på sport i det hele taget. Fik vist stillet et spørgsmål i retning af: "Er Israel og Palæstina ikke gode venner?", hvis man nu sætter det ind i en politisk kontekst, hvor jeg er lidt mere hjemme.

Under vores umage konversation bed jeg mærke i noget sports-elsker-karakteristisk. Når man omtaler sit hold, siger man - hvis man agter at tale med ægte sportsjargon - "vi". "Vi tabte", "vi scorede det afgørende mål i overtiden", "vi var lidt sløve i forsvaret" (har ingen idé om, hvad disse ord betyder). Jeg forsøgte mig med at bruge samme jargon: "Nå, så hvornår vandt vi sidst?", men med det samme, jeg tog ordene i min mund, følte jeg, at jeg tog æren for noget, jeg på ingen måde havde været med til at præstere, så jeg måtte omformulere, inden sætningen kom ud. Men sådan ser sportselskere altså ikke på det. Det er åbenbart helt legitimt at sige "ja, vi kæmpede hårdt", selvom det "vi", man selv er en del af, egentlig sad på tilskuerpladserne og spiste nachos. Gutten her mestrede faktisk jargonen så ubesværet, at der, da jeg hørte om dengang, min veninde og ham var til ishockey, faktisk gik foruroligende lang tid, før det gik op for mig, at han ikke havde inviteret hende på date midt i kampens hede på banen, men "bare" oppe ved nachos og tilskuerpladser.

Jeg har nok aldrig forstået, hvorfor folk siger, at dating er hårdt, men da jeg så min stakkels pige stå på glatis midt mellem flyvende dræberpukke og vrede canadiere for mig, var jeg helt med...

ja, vi kæmpede hårdt

Tilde