Der er gået lang tid. Virkelig lang tid siden sidst. Eller ikke sidst, det er kun et par dage siden. Men før det, har jeg virkelig forsømt bloggen længe. Jeg plejede at skrive som overspringshandling, når jeg lavede afleveringer, eller når jeg var trætte af flotte piger, som Rasmus engang havde datet (det er grunden til galskaben bag nogle af indlæggene. Man skal jo få det ud på én eller anden måde...). Men det er faktisk lang tid siden, jeg har kæmpet med nogen af delene.
Jeg kom aldrig på den jordomrejse, som jeg ellers havde lovet. Det betyder, at jeg ikke kan pryde bloggen med billeder af mig, der poserer yndefyldt foran Taj Mahal, Grand Canyon og *indsæt navn på vulkan i Australien*. Udrejsetrangen hos den danske ungdom gør jeg mig dog stadig mange tanker om. Dem vil jeg ikke underholde med nu, men det kommer! Desuden har jeg faktisk været et smut i Asien, men det kommer også.
Jeg er - frem for at tage et sabbatår og lege globetrotter - startet på universitetet. Jeg er nu psykolog-in-the-making. Jeg kan også mærke, at jeg langsomt - men sikkert - bliver én af dem. Pigerne (læs: damer) over 20, der brokker sig over pigerne under 20, fordi de synes de er fjollede, naive og dumme at høre på, men som jeg altid har sagt, i bund og grund er trætte af, at de er flottere, strammere og hugger mændene. Jeg har faktisk hørt mig selv sige til en 2.g'er: "jeg ser virkelig mig selv i dag. Sådan var jeg også engang" (helt ærligt, så gammel er jeg altså heller ikke!). Senere på aftenen huggede hun så min mand. (Hvis du ligesom mig altid har undret dig over, hvad "tragikomisk" betød, så har du her svaret).
Jeg er blevet min egen værste fjende - jeg er blevet den type menneske, der er en stor del af inspirationsgrundlaget for denne blog. Næste skridt er vel: (dam dam daaaam) Overskudsmenneske!
Det havde jeg nok ikke lige forestillet. Altså hverken det ene eller det andet. Mest det med, at jeg skulle blive psykolog. Måske var det derfor, jeg endte med at holde lidt op med at skrive. Det passede ikke til min profil længere, når jeg ikke skulle være journalist. Men jeg savner det. Så nu skriver jeg det altså alligevel. Jeg krydser fingrer for, at jeg stadig har noget af den charme, jeg altid har bildt mig selv ind, jeg har, selvom jeg åbenbart er ved at blive til en dame.
Mit elsker-at-hade-forhold til Indien står dog stadig i denne brydningstid. Jeg har efter min Asientur måttet indse, at jeg nok må dertil en dag. Og når dén dag kommer, vil de tage godt imod mig. For udover at jeg er lyshåret og har en anden, eksotisk næseform (jaaa, visse steder er selv jeg eksotisk), er jeg som nævnt også akademiker. Living the Indian Dream... I Indien rangerer akademikere lige så højt som konger og er kun overgået af guder i hierarkiet. Jeg hørte om én, der tog til Indien for at læse for noget tid siden. Det var meget strong-and-independent-black-woman-agtigt gjort af en lyshåret pige fra Danmark at rejse alene til voldtægternes mekka, og det fik mig til at indse noget, som kunne gøre mig helt grundvred: Du kan som lille, lys vestlig (dog nok helst af hankøn) rejse til Indien og smutte direkte ind på deres fineste universiteter og blive agtet på samme niveau som var du Dronning Margrethe på visit, mens Indien behandler sin egen befolkning som skidt. Min klare holdning til Indien på den internationale politiske scene er, at man her i Vesten altså ikke må være med i legen, før man behandler sine folk ordentligt. Desværre bestemmer jeg ikke i international politik, og så længe Indien har penge - og endnu vigtigere: Udsigten til penge - vil både Vestens stormagter og strong-independent-black-women fra hele verden synes, at de er sjove at lege med. Så er det godt, jeg kan bande over dem alle sammen her! For helvede.
 |
| Det indiske kastesystem |
 |
| Mig der ikke er i Indien |
Tilde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar