Undskyld frøken, hvordan barberer De Deres mave?

Typen. Vi kender hende alle sammen. Hun har glat hud og hår – ganskevist ikke i naturlig farve. Huden er overnaturligt brun fra aperiodisk ferie til Sydeuropa og har på én eller anden måde fået glimmer i sig. Hårfarven kan variere efter moden, men én ting er helt sikkert! Der sniger sig aldrig en klassisk Leverpostej ind i det garn. Fænomener som chokoladebrun farvning eller dip-dye kan med fordel benyttes. Hun har hvide og lige tænder, dufter af Sallings parfumeafdeling og makeup-afdelingen er tilknyttet hendes ansigt. Selvfølgelig kun det makeup, der får hende til at se ud, som om hun ikke er sminket – for naturlig er det nye sort. Det samme er hendes tøj. Stramme denimbukser og oversize sweater – for man bruger altså ikke halvanden time foran spejlet hver morgen for at se ud, som om man prøver for hårdt! Og selvom hun læser International Virksomhedskommunikation i Eksotisk Sprog og Kommunikation, har hun allerede kandidatgrad i Sociale Medier med speciale i Instagram.

Hvordan finder man hende? Man går i Fitness. Ellers kan man være sikker på at møde hende på vej ud af Veromodas prøverum, hvor man lige har måttet erkende, at man havde glemt at plukke øjenbryn og at røven var for stor til den flotte – og alt for dyre – kjole.

Hun er sikkert – inderst inde – lige så uperfekt som alle os andre, men hun kan noget vi ikke kan: Hun har evnen til – til alle tider – at se ud, som om hun har sort, modestøvlebeklædt fod på alting. Og det er på mange måder en kvindes vigtigste våben i dag. Hun er cool ganske enkelt.

Og min ganske overfladiske aversion mod hende, bunder i én ting. Det er jeg ikke. Og jeg er pisse misundelig. Jeg kan prøve, hvad jeg vil – og trust me; I have! –, men jeg vil i bund og grund altid være stilforvirret med kropstypen Sammenpresset og Leverpostejfarvet hår, jeg ikke orker at flade. Eller farve. Eller lave dip-dye på. Jeg barberer kun ben op til knæet og gør det – hånden på hjertet – ikke ofte nok. I hvert fald ikke ofte nok til at blive Typen.

Og mine veninder og jeg – vi brokker os til hinanden over hende, fordi hun var den sejeste pige i vores 9. klasse, har været kærester med vores kæreste eller er den eneste på Fitness World-holdet, der kan finde ud af Step Medium.

Vi skiftes til at brokke os, og de andre siger ting som:

”Ja ja, hun har flot hår… Men hun er ikke særligt klog”, hvortil man siger: ”Nej, det har du også ret i…”, men i virkeligheden tænker: ”Super-mega-pikke-opmuntrende. Så vil jeg lige se, om jeg kan fange hende til et spil Trivial Pursuit”.

Jeg bilder mig ind, at jeg har en mangfoldig vennekreds. Men jeg har ingen Type. Det tror jeg, jeg skal have. Og når jeg får det, vil mit første spørgsmål til hende være: ”Når du er både mørkhåret og perfekt, hvordan barberer du så din mave? Og kan jeg gøre det på en måde, så jeg får min delle med?”

Her er en visualisering af, hvor dårlig en Type, jeg er. Mit selfie-game er simpelthen bare ikke stærkt nok. 

Hvad et par instafiltre ikke kan gøre... Caption: "Sundays *solemoji*"

Typen

Jeg er ikke vred. Jeg er skuffet.

Skuffet

Ej. Spøg til side. Eller... Tænker ikke den kommer helt til side, men måske nærmere midlertidigt rykker et par skridt til højre. 

I går snakkede jeg med Michael om skuffelse. Det var før vi drak os fulde, dansede meget upassende sammen og twerkede op ad folk vi ikke kendte (ja, vi har faktisk så dybe samtaler, når vi er ædru). Hvad skal man gøre ved det (altså skuffelsen). Kan man undgå den? Hvad skal man gøre, når man møder den og skal man overhovedet gøre noget ved den?

Vi nåede aldrig til en konklusion, så jeg står nu i den lækre position, at jeg bare kan fremstille min egen holdning som det eneste sande. Min yndlings. 

Skuffelse kommer nok alleroftest af forventningsmiskmask. Desværre tror jeg også, at skuffelser ofte kommer mere end én gang. Forandringselskende selvhjælpsmodernister og fremad-forretningsmodelfolk ville nok argumentere for, at skuffelser i alle tilfælde kan undgås, blot man har haft en tilstrækkelig forventningsafstemning. Forventningsafstemning. Det er virkelig blevet et ord, der er ramt så meget af inflation for mit vedkommende, at jeg nogle gange skammer mig lidt over at tage det i munden. 

Men jeg tror altså ikke, at det nødvendigvis er en god idé at foretage en SWOT-analyse af sin kæresteweekend, sine rejseplaner eller sine eksaminer inkl. resultater for at blive glad. Måske skal man bare beslutte sig for, hvilke ting der ikke kan skuffe én og hvilke ting, der kan. Og så lade dem gøre det. For hvis man bliver skuffet har man jo haft forventninger. Og det at glæde sig er altså en rigtigt god ting på en barneagtig og naiv måde, som jeg stadig elsker. 

Det er nok et livsværk at blive i stand til kun at omfavne de skuffelser, man har inviteret inden for. Så jeg vil bevæge mig ud af det filosofiske og analyserende hjørne og præsentere tre ting, som gang på gang skuffer mig og nok aldrig holder op med det:

"Vi skal have fastelavnsboller"

Det er altså ikke de rigtige!

"Vi skal have pizza"

"Nu er der snart sommer i Danmark!"

Apropos skuffelse, så kom jeg lige til at kigge på bloggens visningsstatistik. Jeg ved godt, at jeg ikke har gjort noget (som helst overhovedet) for at promovere skriblerierne for danskere, men jeg synes alligevel ikke, at det er helt optimalt, at min primære (og eneste?) målgruppe er engelsktalende og derfor overhovedet ikke forstår, hvad jeg skriver.

Tilde

Om at stjæle frihed

Det bliver man nødt til, når man er studerende. Eller hvis man i det hele taget bevæger sig rundt i nutidens samfund. Frihed er ikke længere noget, man får otte timer af sammen med otte timers søvn og otte timers arbejde. Det er noget man tager. Eller jeg tager. Men jeg er ikke altid sikker på, at det er en god ting.

Jeg skrev tillykke med fødselsdagen på en medstuderendes facebookvæg her til eftermiddag, og afsluttede med: "Håber du holder fri til at nyde det". Da gik det op for mig, at det er anden gang inden for en uge, jeg har sagt det til en eksamenslæsende studerende som mig selv. Jeg er blevet eksamenslæseren, der beder andre om at holde fri. Det er vi eksamenslæsende ikke særligt gode til. Og hvis vi tager os friheden til frihed, bliver det altid med en lille (eller stor) smule dårlig samvittighed. Jeg burde overkomme en enorm hurdle og gå i gang med juleferie-eksamenslæsningen, men i stedet sidder jeg her - med dårlig samvittighed. Jeg kan ikke helt afgøre, om det primært er, fordi jeg har besluttet mig for at spise pommes frites med sovs til aftensmad eller fordi jeg har set Bones hele dagen, men jeg tror det er det sidste. 

Det har siden min gymnasietid været klart for mig, at man altid kan læse en studerende, der ikke er i stand til at berøve sig sin frihed (hvilket vel er stort set alle studerende). De går med vinterjakker langt ind i foråret, når andre har smidt ind til t-shirten, den blå farve er ikke bare i men også under deres øjne, og de har altid bumser, der helt sikkert ikke skyldes opvoksende hormonelle forandringer. Takes one to know one. 

Men jeg er ikke one længere. Nu er jeg bange for, at jeg til tider får i den anden grøft, hvor jeg tager mig friheden lidt for meget og derfor har mange dage som i dag, hvor jeg ekstremistisk og demonstrativt ligger bestemt på sofaen og forsøger at koncentrere mig om at slappe af. Det paradoksale er, at der kun findes én måde at slippe af med den dårlige samvittighed på: Giv dig hen og lav noget. Pis. Jeg må hellere gøre det. 

Så meget frihed har jeg stjålet. Måske også lige i overkanten. Skammeligt.

Fornem deres bebrejdende øjne!

Tilde

What to make of it

... spurgte min engelsklærer altid, når vi var færdige med timens pensum med time to spare. Jeg savner ham. Men det er på ingen måde relevant. Hvad der derimod er relevant er: Mit singleliv! (ja, altså man kan jo altid diskutere det generelle relevansniveau af disse indlæg, men hvorom alting er:) 

Jeg har været single i tre måneder. Efter lang tids identitet som forholdsperson, var det lidt specielt og  meget angstprovokerende ikke at være det længere. Men når man indser, at vandregningen er vokset ud i hidtil ukendte dimensioner som resultat af alt for lange bade i forsøg på at simulere regnvejr, som man kan sidde og krampegræde under og at det ikke er holdbart i længden at ligge hele dagen i sit nattøj og se Bones på Netflix (til mit forsvar går en dag altså hurtigt, når et afsnit varer 40 minutter!), så tænker man med jubeloptimismen som sin eneste identitetsmæssige holdepunkt: "Jeg skal da bare have det bedste ud af det! Det bliver skide godt." Første ord i den nye italesættelse af jeg-er-blevet-dumpet-situationen: Forandringsplatform! Grundvold er rystet og nu er det tid til at lade alt det dårlige ligge smadret på jorden og kun samle de gode stykker op og sætte dem sammen igen. Helst på en ny og toptunet måde! 

     Anden beskrivelse: 25 timer i døgnet! Alt det, jeg nu har tid til i mit nye liv som strong-independent-black-woman! Hvordan beviser jeg det? Sæt minimum 10 urealistiske målsætninger for dig selv, som du skal nå inden for den næste rekordkorte periode!

     Tredje beskrivelse: Læringsrum! "Brændt barn skyr ilden" og andre ordsprog om, at man lærer af dårlige ting bliver det nye, gode motto. Analyse af alle mulige fejl fra forlist forhold foretages og strategi for ikke at begå dem igen lægges.

Blev det til noget? Nej. Selvfølgelig gjorde det ikke det. Jeg troede, at min identitet var i opbrud, men heldigvis (?) fandt jeg da ud af, at nogle ting i hvert fald ikke har ændret sig: Jeg er stadig lige så doven, forandringsforskrækket og overspringshandlende, som jeg altid har været. Det var jeg jo egentlig også, inden jeg blev forholdsperson. 

Dog nåede jeg, i min hyperoptimistiske forberedelsesfase at lave en masse lister, motivationstavler og afkrydsningsskemaer for hvad jeg skulle nå, hvad jeg havde nået og hvad jeg lærte. Her et par (potentielt) sjove udpluk fra min notesbog med overskriften: "Ting jeg har lært af et break-up":

"Mænd kritiserer meget mindre end kvinder gør. Hvordan gør de?!"

"Det er op ad bakke dagen derpå at snige sig ud af hus, der både indeholder hel familie og lille-hund-med-for-meget-pels-og-sløjfe-i-pandehåret-uagtet-at-det-er-en-hanhund-der-tror-den-er-en-schæfer" #barkingupthewrongperson

"Tinder er umiddelbart et no-go"

"Jeg har brug for en tålmodig mand, der kærligt kan fortælle mig, hvor åndssvag jeg lyder"

"Kvinder har mange flere onde bagtanker end mænd. De har som regel ingen. Med mindre det er sex."

"Kvinder bruger mere tid på at tænke over, hvad mænd tænker, end mænd bruger på at tænke"

"Tilde: Jeg er måske lidt forelsket

Maria: Bare rolig. Det skal nok gå over"

...

Jeg har måske ikke brilleret i at nå ting, jeg overskudsagtigt nok regnede med at nå. Men jeg har dog nået lidt.

Ting jeg rent faktisk nåede:

Være i Fårup Sommerland med Emma og Asbjørn

Blive klippet pagehåret (og foreviggøre det mens jeg havde kæmpe bums på hagen)

Hygge mange lækre gange med Maria og Ida

Opnå ironisk distance 

Skabe mig teenagetosset til Michaels årlige, berømte og berygtede Halloweenfest

Filosofere... Også på den klamme måde, der fik mig til aktivt at
gemme dette billede på min telefon

Være i København

Overveje at se filosofiske film igen (dog uden at nå at gøre det)

Skrive to eksaminer

Eje og gå med en crop top. Det er stort for en snerpe som mig!

Og så blev jeg jo også 20. Voksendom og ansvar, kom bare an!

Tilde

Klik for dårligt liv

Som sagt, så bukkede jeg i sommer under for udlængslen og tog en tur til Asien. Det var fantastisk, det var det. Men slet ikke som det illustreres på coverbilleder på Facebook. 

Coverbilleder viser traditionen tro ikke noget om den dårlige samvittighed, man får af at gå rundt mellem mennesker, der har et årsforbrug på, hvad der svarer til ens SU, at man bliver psykisk træt at asiatiske mænd, der rykker én i håret og tager én på røven, af at være kronisk beskidt, at af blive råbt af på fremmede sprog som om man er fatsvag og af at savne sin familie, sit hjem og sin seng - af ikke at være den, man plejer at være. 

Jeg har skrevet rejsedagbog i hele den måned, jeg var af sted. Den er fyldt med gode oplevelser, sand og sveddråber (ja, det var altså ikke alle værelser, der havde aircondition!) men også lidt-for-lommefilosofiske tanker. Hvad er det egentlig, man rejser ud efter? Hvem gør man det for og hvad håber man på at finde? Sig selv? I så fald synes jeg det er mærkeligt, at man søger verden rundt med blikket vendt ud af. Men det er måske bare mig? Dog vil jeg ikke benægte, at jeg har lært nogle vigtige ting om mig selv - og livet og verden, for at være rigtigt for meget.

En top 5:

5) At rejse fjernøsten tynd er ikke for alle - men man bliver nok nødt til at tage af sted, før man opdager det.

4) Det er umuligt at være lækker i lande med en temperatur, der føles som over 100 grader - stå derfor altid med fronten til på mulige coverbilleder - din ryg er nemlig kronisk våd er sved

3) Kinesere er ulækre (en mand trak for eksempel op til en snotter og smed den LIGE MIDT I TOGET! ved siden af min fod. Gav ham et dræberblik, der vist overvandt enhver mulig sprogbarriere)

2) En god rejsemakker er guld værd (kan også anvendes i hverdagsanalogi med lidt poetisk velvilje)

1) Jeg er tryghedsnarkoman

Lige nu hører jeg kinesisk reklame for hvad jeg tror er en julesang på Spotify. Det forstår jeg ikke en pind af. Men hovedformålet med reklamerne her er vel ikke at viderebringe et budskab, men blot at irritere, så man selv får idéen: "Skulle jeg aldrig få Spotify Premium?" Inception?

En særlig løjerlighed fra vores tur, var, hvad der virkede som starfaktor. Flere gange om dagen vil diverse asiatere (mest kinesere, de er også de mærkeligste) have billeder sammen med os. Der var sågar én, der spurgte, om han måtte tage et billede af os foran en seværdighed - uden ham selv. Mon det var årets julekort? Vent... Holder man jul i Kina? Mere kulturelt bevidst er jeg heller ikke...

En tysk undersøgelse viser, at folk får dårligere liv at af se andres rejsebilleder på Facebook. Derfor vil jeg kun dele ikke-overskudsagtige rejsebilleder her. De overskudsagtige kommer selvfølgelig på Facebook. Når det nu endelig er min tur til at få andre til at få det dårligt med sig selv!!

Næste coverbillede

Okay fraaaa nu af:

Camilla i poolen

Illustration af sved

Falder lige midt i overskudsaftig pose ved Buddha

Mega mega solskoldet

Kareoke...

... og Gangnam-Style!

Kandidat til profilbillede, hvis nu jeg skulle have Tinder

Genstand for familie-ferie-foto

Følelsen af tømmermænd i Beijing

Pudser aircondition-snottet næse

Faldet på sidste trin ned fra Muren

Jeg havde det sjovt. Tror faktisk jeg vil slå disse op på min væg. Altså virkelige væg. Midt i stuen.

Tilde

Mænd og sport

Kiggede lige titlerne på mine tidligere indlæg igennem. Af alle er dette nok den mindst kreative. Men den rammer altså hovedet på sømmet ift., hvad jeg gerne vil plapre lidt løs om. Mænd og sport.

I DSU er det nu blevet sådan, at man helst ikke må antyde, at der er forskel på mænd og kvinder. Hvis man gør det, er det det samme som at undertrykke nogen (det kan selvfølgelig ikke gøres helt specifikt hvilke nogen, det er, da man jo ikke må gøre på baggrund af socialt konstruerede grupper, men nogen er det i hvert fald!). Men det er der bare. Altså forskel.

Jeg kan som tilhører af kategorien kvinde/dame/pige/konstruktion 2 (eller 1?) selvfølgelig synes, at det modsatte køn det meste af tiden er komplet uforståeligt og åndssvagt. Men af og til, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet over mandekønnets finurligheder, der bliver en lille smule charmerende alene af den grund, at de er der.

Én af tingene er kærligheden til sporten, som kan være så stærk, at man bliver helt i tvivl om, om manden og sporten faktisk oprindeligt hørte sammen men uheldigvis blev skilt ved fødslen.

Én af mine piger er begyndt at se en fyr, der tilsyneladende elsker ishockey så meget, som han elsker hende. Jeg forsøgte ihærdigt at spørge ind til den sidste kamp, men græmmedes flere gange over mig selv, fordi jeg virkelig forstår mig så lidt på den sport. Faktisk bare på sport i det hele taget. Fik vist stillet et spørgsmål i retning af: "Er Israel og Palæstina ikke gode venner?", hvis man nu sætter det ind i en politisk kontekst, hvor jeg er lidt mere hjemme.

Under vores umage konversation bed jeg mærke i noget sports-elsker-karakteristisk. Når man omtaler sit hold, siger man - hvis man agter at tale med ægte sportsjargon - "vi". "Vi tabte", "vi scorede det afgørende mål i overtiden", "vi var lidt sløve i forsvaret" (har ingen idé om, hvad disse ord betyder). Jeg forsøgte mig med at bruge samme jargon: "Nå, så hvornår vandt vi sidst?", men med det samme, jeg tog ordene i min mund, følte jeg, at jeg tog æren for noget, jeg på ingen måde havde været med til at præstere, så jeg måtte omformulere, inden sætningen kom ud. Men sådan ser sportselskere altså ikke på det. Det er åbenbart helt legitimt at sige "ja, vi kæmpede hårdt", selvom det "vi", man selv er en del af, egentlig sad på tilskuerpladserne og spiste nachos. Gutten her mestrede faktisk jargonen så ubesværet, at der, da jeg hørte om dengang, min veninde og ham var til ishockey, faktisk gik foruroligende lang tid, før det gik op for mig, at han ikke havde inviteret hende på date midt i kampens hede på banen, men "bare" oppe ved nachos og tilskuerpladser.

Jeg har nok aldrig forstået, hvorfor folk siger, at dating er hårdt, men da jeg så min stakkels pige stå på glatis midt mellem flyvende dræberpukke og vrede canadiere for mig, var jeg helt med...

ja, vi kæmpede hårdt

Tilde