Bananchips-sagen

I dag havde vi fritime, godt vejr og sidste skoledag i 2.g, hvilket betød tur på Græsplænen, som de kaldte det, skoldede, blegfede lemmer, våde varer og chips med smag af spegepølse. Officielt var det barbecue, men i virkeligheden var det spegepølle, det er jeg sikker på!

Snakken om chips med spegepølle førte til en snak om bananchips. Vildt misvisende italesættelse! Sikkert opfundet af forældrebestyrelsen i Montessori-børnehaven Skovbrynet for at gøre de indtørrede bananer til soyamælken og speltbollerne en smule appellerende. Dog må forældrebestyrelsen i Montessori-børnehaven Skovbrynet se sig slået af nutidens fjerde statsmagt, som er de absolutte mestre i at lave regerende og ubesejrede italesættelser. For tiden er det populært med -sagen. Carina-sagen. Det der med Özlem, der tog fejl, Joachim B. Olsen, der brækkede sig, og en fattig kvinde, Carina, der havde to biler. Hun vil forevigt være symbolet på den sag, der ødelagde julehjælpen for de stakkels børn det år, og uanset, hvad hun foretager sig, vil hun altid hedde Carina-sagen Jokumsen (random grebet i luften - jeg har ingen idé om, hvad hun hedder til efternavn). Virkeligt ærgerligt. Personligt så jeg hellere - for stakkels Carina - at italesættelsen havde været "Joachims-B's-mangel-på-sympati-sagen" eller "Özlemssjusk-sagen". Nu ved jeg godt, at jeg ikke er uddannet til at skabe fancy gør-det-enkelt-for-kartoffeldanskerne-navne, men stadigvæk!

Der var også Balder-sagen. Igen; misvisende! Da jeg første gang hørte navnet, hvorefter jeg hørte nyhedsværten sige: "... det debatteres nemlig, hvorvidt man må skyde -", nåede jeg faktisk at tænke: "Er det så en reference til Balder i nordisk mytologi, der blev skudt med en mistelten?" nej. Det var en hund, der blev martyr, for at vi skulle have debatten om, hvorvidt de danske rednecks må skyde vildfarne dyr på deres grund. Stakkels Balder.

Sådan her så Balder ud

Sådan her ser bananchips ud

Jeg kunne ikke finde et
billede af Carina,
så her er Joachim, der er
 vred / støder kugler

Jeg er blevet enormt solskoldet i dag på ben, arme og næseryg, som ligner den, Rudolf ville have haft, hvis han altså havde en næseryg. Da jeg i går for første gang i 2012 luftede mine ben i korte bukser, var jeg bange for, at folk ville blive blændet, hvis de så på dem. Nu tror jeg bare, at de kommer til at tænke lidt på røde pølser.

Skoldede solhilsner

Tilde

Stalking is not a crime

Der var tider, hvor man håbefuldt lå i busken med sin kikkert og ventede i flere timer på måske eventuelt at få et kort, men velfortjent, glimt af sit offer. Jeg er ret sikker på, at det var ret ulovligt. Den tid var jeg heldigvis ikke en del af. Til gengæld er jeg en del af en tid, hvor al stalking foregår 100% legitimt over det verdensvide web - en tid, hvor enhver storebror kan betragte dig over vores alles yndlingshjemmeside - Facebook (<3).

Og hvor er jeg virkelig selv blandt de værste stalkere! Jeg praktiserer det der med at bruge en lørdag aften på at se billeder fra en fest, man ikke var med til og grine højlydt for mig selv af jokes, (facebook)vennerne har slået op på hinandens vægge. Og intet og ingen som helst af værdi slipper uden om mit årvågne øje!

Jeg kan ikke lade være med at elske de situationer, hvor ens kæreste siger: "Engang har jeg faktisk [indsæt spændende og meget relevant oplevelse her]", hvorefter man drejer kontorstolen mod ham, tænder bordlampen, skæver til ham, stryger katten på ens skød over ryggen, skyder underbiddet frem og siger med sprød stemme: "Det ved jeg...". Til gengæld kan jeg godt lade være med at elske de situationer, hvor man er lige ved at kaste et vink og et overentusiastisk "HEJ!" efter sin venindes crush, som ikke aner hvem man er, når man passerer vedkommende på gaden, fordi heller ikke han er undsluppet den enorme nysgerrighed kombineret med verdens bedste redskab til at stille den. 

Første hit, da jeg søgte på "stalking" på
google.  Lilla feat. blå dame
er da også et oplagt
stalkingoffer, hvis du spørger mig...

Og hvor er det så i øvrigt blevet dejligt vejr! Det gør mig glad, at foråret nu føler, at det er færdigt med at butfucke os og har besluttet sig for at give os lidt varme og sol, inden det om kort tid bliver vraget til fordel for sommeren. Solskinnet og fuglesangen gør mig så glad, at jeg her den anden dag tog mig selv i at smile til en hund...

Jeg har hørt, at danskere hader, når man smiler til deres hunde eller børn, så måske varer det ikke længe, før jeg også i virkeligheden vil blive betragtet som stalker_psykobitch94...

Heldigvis har jeg da - i al beskedenhed - endnu et ganske tilforladeligt smil (når man ser bort fra hestegummerne, der en gang i mellem titter frem).

Forårs- og Facebookhilsner

Tilde

Nat i Berlin(a)

Her i dag... (til Henry)

... havde jeg endnu en dag mellem to AT (Almen sTudieforberedelse)-processer. Jeg har netop færdiggjort en synopsis, som én af mine klassekammeratinder så rigtigt betegnede: "blod, sved og tårer på et stykke papir" og snart skal jeg til mundtlig prøve og redegøre for, hvordan jeg lader som om at have styr på lortet. For AT er ikke: "skriv en opgave". Det er nærmere: "lad som om du skriver en opgave og skriv så, hvad du egentlig havde tænkt dig at gøre, hvis du måtte lege akademiker for en dag". Hvordan kan man ikke elske AT? (her stillede jeg lige et spørgsmål, som jeg selv har tænkt mig at svare på:) Hvis man har prøvet det!

Hvorom alting er! (fantastisk, etosgivende gammelklogt udtryk!) Så stødte jeg i min hypotetiske skriveproces på fænomenet "empirisk generalisering" - et af de buzzwords, der 1) giver mega meget klogskabsetos, 2) smører godt tykt på akademikermadden og 3) giver vældige klap i svedige lærerhænder. Og det er meget sjovt. For i den "alment dannende" sektor er det så afgjort okay at generalisere - hvis bare man for Guds skyld gør det empirisk! 

Kan man egentlig argumentere for, at samtaler om og oplevelser med virkeligt random ting og sager er empiri? (Da min altid gode ven wiki siger, at empiri betyder erfaring, må jeg ved empirisk generalisering konkludere: JA!)

I så fald er her tre typer af empirisk generalisering, der er almene i min vennekreds eller i mit hoved (mest i mit hoved):

- Berlin = Øst/Vest, unge der tager stoffer og Anden Verdenskrig (i hvert fald er det det, man lærer i gymansiet nu om dage (altså ser i de tyske film...))

- Alle pigebørn skudt ud i '89 er skøre (grundet dårlige erfaringer fyre, der åbenbart alligevel har haft hang til 89'erne)

- Hedder man et mindre heldigt navn - i stil med for eksempel Rina-Irene -, er man enten også grim eller nederen (jeg ved virkelig ikke, hvor den kommer fra, men sådan har jeg det altså!)

Disse leder mig ved association frem til nedenplacerede (ja, for den står jo teknisk set ikke) musikvideo. Berlin-generaliseringen giver vel sig selv, men de skøre kvindfolk kommer her ind i billedet fra endnu en association: Tom Kristensens Nat i Berlin, hvor kvinderne render rundt i ingenting og har hestehoveder (= skøre!). (læg mærke til, hvor intellektuel jeg lige iscenesatte mig selv som!) Hvor de mærkelige navne kommer ind i billedet, kan jeg umiddelbart ikke lave en skriftlig (eller nogen som helst anden) redegørelse for… Undskyld Thor Möger!

Ved nærmere eftertanke må jeg her genoverveje min empiriske (og derfor helt okay) generalisering… For Berlin er åbenbart også et sted, hvor man ikke kan sove, og da Nat i Berlin er skrevet i 1921, er alle af kvindeligt køn måske i virkeligheden skøre? I hvert fald ville 89’erne i denne sammenhæng være -68 år gamle og har derfor sandsynligvis ikke rendt rundt i Berlins gader iført hofteholder og hestehoved.

Min manglende redegørelse for de uheldige navne må vel så gå hen og blive et bevis på, at jeg i hvert fald også tilhører det skøre kvindekøn…

Som en sidebemærkning kan jeg i øvrigt virkelig godt identificere mig med hovedpersonen i musikvideoen. Ikke, fordi jeg umiddelbart har gået rundt i Berlin med alkohol og kvindeskrig, men fordi jeg også har oplevet fatale konsekvenser af ikke at kunne finde rundt (for det er jeg virkeligt, virkeligt dårlig til!)

Undskyld umiddelbar helt og aldeles randomness! Jeg mangler nok indhold i mit liv…

Tilde

P.S.: Jeg sidder lige nu i toget og kan høre beatet af, hvad der tegner til at være en Sean Poul sang på repeat… Hvis der i nyhederne i morgen kommer til at køre en historie om et drabsforsøg i toget mellem Frederikshavn og Aalborg er det nok mig, der står bag…

P.P.S.: Der er virkelig ikke nogen dybere mening i titlen. Det er en intertekstualitet, jeg bare lige så som værende meget mere spas, hvis jeg lige henkastet tilføjede et lille a. Måske er det her, at de uheldige navne kommer ind i billedet? 

And so the joke returns

Jeg havde noget virkeligt godt, jeg ville skrive om, men det har jeg glemt. Så her kommer endnu en gang random udgydelse i en sen nattetime, hvor jeg er vågen på rutinen og mine øjne er dobbelt størrelse efter at jeg har brugt de sidste mange timer på at lave AT. MEN NU ER DET SLUT! Jeg har har to og en halv skoledag tilbage inden læseferien starter. Jeg trænger. Til alt andet end gymnasiehverdag. PUNKTUM!

Rasmus og jeg var i weekenden på det sidste svigerbesøg af fire (sådan er det med generation børn-af-skilte-forældre) hos Rasmus' mor, mors kæreste og en meget bedårende tredje lillesøster. Jeg har mødt endnu et sæt søde mennesker, der gav aftensmad, og med Rasmus i hånden under bordet har jeg endnu engang tænkt: "Dette her er lidt etableret... Tihi fnis!" mens jeg også lige nåede at grine ad vittigheden "Tilde? Tilde ~ tilte, Tilde tilter, har du hørt den?". Og så fik vi tre tegninger, hvor vi var afbilledet som henholdsvis par på bakke med hjerte over hovederne, legomennesker og dinosaurer - fra den bedårende 7-årige lillesøster vel at mærke.

(etableret shit)

Da det i bilen på vej derud går op for mig, at der er 2 km igen, hvor jeg troede, at jeg mindst havde et kvarter mere til at knuge Rasmus hånd og bide lidt mere i mine neglerødder, gik det op for mig, at jeg faktisk havde mødt begge Rasmus' forældre før. Eller. Mødt er måske så meget sagt, når man til en fest med fri bar (enhver må kunne forstå min situation her!) som random drunk girl #46 stavrer ud i køkkenet med to venner i hånden, der med påtaget overskud henkastet bemærker at: "jeg da vist lige skal have lidt vand *blink blink*". Dengang tænkte jeg: Her er to værtsforældre, der måske ikke ligefrem synes, at fulde teenagere gør køkkenet mere festligt at bestyre. Fuck. 

I lørdags tænkte jeg: Godt, at de fleste mennesker ikke har den samme autistagtige hukommelse som jeg har. Men hvis de har... Fuck. 

Det havde de heldigvis ikke.

Bare lige for at give sagen et større perspektiv: Det er ikke særligt etableret, voksent eller ansvarligt at sidde med opspærrede øjne kl. 02:28 om natten og kunne smage på sin ånde, at man burde ligge i sengen og trække vejret med munden på vid gab. Men sådan er det at gå i gymnasiet! Livet må føres med opspærrede øjne mellem 21 og 07 - når man da ikke skriver aflevering. Jeg hader, at jeg ikke kan disponere min tid. Jeg skyder skylden på Disney!

Til sidst en sang, som har gjort mig glad i dagens AT-stress. Jeg synes faktisk, at hende der Sys Bjerre er ret okay. 

Det der med at høre en sang på repeat kan også blive en slags overspringshandling...

Nu vil jeg kraftpetervælteme gå i seng!

Tilde

Brede bukseben og barndomsidoler

Nu er det meget sent, og jeg bliver nu stemplet som værende uden et liv, fordi det er andet indlæg på én aften... Men nu er den over tolv, så det er okay faktisk!

Jeg er færdig med engelsk, og har nu ikke flere afleveringer før efter en laaaaang sommerferie. Men ro på! Heldigvis har jeg lige AT og eksaminer først. Pyha!

Maria slog lige et link op på min facebookvæg fra melodi grand prix for børn 2001 - det første i Danmark ever! Og jeg så det (in your face!!)!

Det var Sissel. Hvor var hun fantastisk og stor. Jeg huskede, at hun sang godt, men jeg måtte lige overveje en ekstra gang, da jeg hørte klippet igen. Måske er jeg bare vokset fra min evne til at kende gode sangtalenter?

Men som Maria påpegede, og som jeg her også må gribe fat i: Deres tøj! Hvor var det fint og idolagtigt med bare maver og brede bukseben! Jeg kæmpede som 6-årig mig retten til at få lov til at have brede cowboybukser på den første dag i 1.a - for det var jo smart, for fanden! Når jeg gik til dans om lørdagen, kunne jeg til nød også få lov til at have den bare mave, der faktisk hørte med til sættet af den blå nederdel og toppen, der kunne bindes under brystet, men på mig, fordi jeg - surprise, surprise - ikke var blandt de største, kunne den med lidt god vilje bindes lige omkring navlen. Smart!

Min all time favorit må dog være Emma fra 2002. Hun vil altid være en ørehænger!

Nu skal jeg virkelig i seng!

Jeg har desværre lige indset, at jeg har glemt Regntøjsplys inde i stuen, hvor min mor sover. Så må jeg mande mig op, være voksen og huske på, at man altså i dag taler slimfit!

Sleep tight

Tilde

Aflevering, hvidløg og Peter Plys

Jeg skulle skrive engelskstil (sidste aflevering i 2.g - ju-fucking-huuuu!), men så kom der Clevelandshow (som jeg forresten hader), så kom der Kongen af Queens, så kom der Venner, så hoppede min computer helt af sig selv på facebook, ind på Sys Bjerres blog (som jeg læste for første gang og har mega meget optur over) og så hoppede den helt uopfordret ind på at-tilde.dk --> log ind --> opret nyt indlæg, så jeg må hellere adlyde...

Er det nu, at jeg bør lege ånden i glasset?

Jeg griner lidt af mig selv, verdens og min egen ynkelighed. Først verdens: 

Der kommer Desperat Housewives + jeg er alene hjemme = jeg må hellere jage min ensomhed på flugt og lade tv'et køre!

Der er Han, Hun & Haven. Marco har været i gennem et langt alkoholmisbrug, og giver nu sin kone en have (citat slut). Romantisk. Næsten lige så romantisk som mig, der forespurgte at spise Drive-in McDonald's-mad på Rasmus og min halvårsdag. Når jeg bliver voksen...ere og klogere, må jeg give Rasmus en hjemmedesignet have som kompensation. Så kan man for evigt lige hive en dusk op fra haven, hvis man har dummet sig. (Investment, baby!)

Min uge står ekseptionelt meget i selvmedlidenhedens tegn. Når ingen andre har ondt af dig, må du klare det selv! Det værste er, at jeg prøver at opmuntre mig selv med ting som f.eks. mad. Faktisk kun mad. I mandags "fejrede" jeg ugens første enesøvn ved at spise ting, der indeholdt hvidløg (faktisk var det ca. ti syltede hvidløgsfed(e?)). 

(Jeg er ikke gravid, men kan ikke afvise, at jeg er en smuuuuule moody)

Er det i øvrigt et tegn på, at man seriøst burde overveje at få en kat eller et par fugle, når man lægger sin lillesøsters Peter Plys-bamse inkl. regntøj lavet af sikkert giftigt latex i den anden side af sengen for at fornemme selskab i en tom lejlighed?

Nu må jeg få skrevet engelsk! (Men først - eller måske imens - Desperate Housewives!)

Det er måske lidt blevet en politik, at jeg skal have et billede med (fordi jeg har en vrangforestilling om, at indlæggene bliver læselige på den måde). Jeg har dog ikke lige noget aktuelt, så her er et nyslået billede af mig og min sengekammerat. Jeg har mast hans hoved lidt, så det kunne være i billedet. (Det er nu officielt okay at grine ad mig, fordi jeg nu har uploadet et billede af mig selv, taget med webcam)

Hvis jeg græder under engelsk, kan regnhatten gribe tårerne. Smart, ikke?

Okay, nu er det slut med brok! 1, 2, 3: GLAD!

Glædelige, overoptimistiske hilsner


Tilde

Min trofaste selvmedlidenhed

Jeg befinder mig lige nu i et stadie mellem kvalme, selvhad og selvmedlidenhed. Der er ti minutter tilbage af matematiktimen, og jeg ser frem til en dag med fysikaflevering, lektier og 2874598275 ting, jeg burde lave, men som jeg ikke når. Derfor har jeg været en svækling hele dagen, hvilket betyder, at jeg skider højt og helligt på de principper, som jeg tidligere indigneret og politisk korrekt har lavet. For eksempel:

1) En cola er blevet hævet til 15 kr. i kantinen - det er snyd og bedrag, og jeg køber ALDRIG en igen!

2) "Dagens ret" er usundt og for dyrt - derfor køber jeg den ikke!

3) Skær ned på forbruget i kantinen!

I dag har jeg brudt dem alle i selvmedlidenhedens jerngreb. Jeg har solgt mig selv for en kop kaffe, en cola, slik og en portion for stærk ris og pandekage. Jeg er nu med garanti 3-4 kilo tungere og 50 kr. fattigere. 

Hvis jeg havde en pik, ville den virkelig være lavet af vat!

God dag (og spark mig lige i hovedet, hvis du ser mig)

Tilde

En whiskey med den konfirmation, tak!

I går trådte min lillesøster på bedste religiøse vis ind i de voksnes rækker med utallige velsignelser, trosbekendelsen, salmer og religionspopmusik med som den første baggage. Derefter gik det ned i en spejderhytte i Arden. Taler og sange var for alle den i 14 år ventede lejlighed til at slippe af med pinligheder, babyhistorier og miniagressioner over for lange bade, for højt musik og vasketøj på gulvet samt den selvfølgelige lovpris. Jeg havde overvejet at troppe op med en XL pakke Kleenex, da jeg fik ordet, men tænkte: "Nej, det går. Du græder ikke. Og hvis du gør.. Så fortsætter du bare!" Nej. Jeg havde ingen Kleenex og nåede både at hulke højt, tale i et næsten hvinende toneleje og sprøjte snot ud ad næsen inden talen var omme. If you can't say it, spray it!

Festen bagefter var ligeledes den perfekte anledning til at lave bål, praktisere fysiske udfoldelser og åbenbart for de unge familiemedlemmer også den perfekte anledning til at drikke hinanden under spejderbordet. Vi syntes alle, at whiskey-shots var en fremragende idé til at få os i gang... Jeg nåede i virkeligheden ikke ret meget længere end i gang og mit helbred har været uenig med os lige siden... Heldigvis har jeg en dejlig familie, der morgenen derpå stod klar med morgensang om, hvordan man bør lære sine børn at drikke og stadig yde dagen efter... Tror jeg.

En perfekt anledning var der også for at vise Rasmus frem for hele den pukkelryggede. Han klarede det super flot og fik da også tiltusket sig privilegiet af at holde mig på panden, da min tilstand befandt sig under spejderbordet.

For at opsummere: Min lillesøster var smuk, sød og havde sin velfortjente centrumplads, Rasmus var en helt, og jeg fik ikke lavet aflevering i dag, som jeg ædru og optimistisk ellers havde planlagt i sidste uge.

Hilsen, der indeholder alt andet end procenter

Tilde

To ryk og en aflevering

Så skete det. I februar 2005 afleverede jeg min første matematikaflevering. Syv år, mængder af blod, sved og tårer og 19012830912809380987461 matematikafleveringer senere blev det dagen, hvor mine pinsler ophørte. Jeg griflede mine sidste skrevne ord og talforbindelser til ikke bare min nuværende matematiklærer men til den sidste matematiklærer overhovedet! Hende har jeg så belønnet med at lave syv opgaver, som jeg ikke skulle lave - i hovedet! Da jeg fandt ud af, at jeg som finale havde lavet matematik, jeg ikke havde behøvet at lave, tog jeg en hurtig brainstorm over, hvordan jeg som straf kunne torturere mig selv: Var en nihalet kat eller en armbolt over foden mon det bedste? Jeg blev enig med mig selv om, at matematikken var tortur nok. Desuden tror jeg, at min matematiklærer kun kan være glad for min aflevering. Nok skal hun rette mere, men hun kan både godt lide elever, der laver overarbejde og straf til de elever, der er uopmærksomme. For hende falder jeg nok desværre ind i sidstnævnte kategori.

Men vi har et dejligt ord på dansk, der hedder "pyt" og det er perfekt at bruge i denne sammenhæng! Jeg er ovenud lykkelig og føler mig fuldstændigt parat til at indtræde i en verden, hvor integraler, differentialkoefficienter og monotoniforhold er ligegyldige.

Lykkelige, på ingen måde matematiske hilsner, der kun til nød skal bruge plus og minus for at fungere

Tilde