... havde jeg endnu en dag mellem to AT (Almen
sTudieforberedelse)-processer. Jeg har netop færdiggjort en synopsis, som én af
mine klassekammeratinder så rigtigt betegnede: "blod, sved og tårer på et
stykke papir" og snart skal jeg til mundtlig prøve og redegøre for,
hvordan jeg lader som om at have styr på lortet. For AT er ikke: "skriv en
opgave". Det er nærmere: "lad som om du skriver en opgave og skriv
så, hvad du egentlig havde tænkt dig at gøre, hvis du måtte lege akademiker for
en dag". Hvordan kan man ikke elske AT? (her stillede jeg lige et
spørgsmål, som jeg selv har tænkt mig at svare på:) Hvis man har prøvet det!
Hvorom alting er! (fantastisk, etosgivende gammelklogt udtryk!) Så
stødte jeg i min hypotetiske skriveproces på fænomenet "empirisk
generalisering" - et af de buzzwords, der 1) giver mega meget
klogskabsetos, 2) smører godt tykt på akademikermadden og 3) giver vældige klap
i svedige lærerhænder. Og det er meget sjovt. For i den "alment
dannende" sektor er det så afgjort okay at generalisere - hvis bare man
for Guds skyld gør det empirisk!
Kan man egentlig argumentere for, at samtaler om og oplevelser med
virkeligt random ting og sager er empiri? (Da min altid gode ven wiki siger, at
empiri betyder erfaring, må jeg ved empirisk generalisering konkludere: JA!)
I så fald er her tre typer af empirisk generalisering, der er almene
i min vennekreds eller i mit hoved (mest i mit hoved):
- Berlin = Øst/Vest, unge der tager stoffer og Anden Verdenskrig
(i hvert fald er det det, man lærer i gymansiet nu om dage (altså ser i de
tyske film...))
- Alle pigebørn skudt ud i '89 er skøre (grundet dårlige
erfaringer fyre, der åbenbart alligevel har haft hang til 89'erne)
- Hedder man et mindre heldigt navn - i stil med for eksempel
Rina-Irene -, er man enten også grim eller nederen (jeg ved virkelig ikke, hvor
den kommer fra, men sådan har jeg det altså!)
Disse leder mig ved association frem til nedenplacerede (ja, for
den står jo teknisk set ikke) musikvideo. Berlin-generaliseringen giver vel sig
selv, men de skøre kvindfolk kommer her ind i billedet fra endnu en
association: Tom Kristensens Nat i Berlin, hvor kvinderne render rundt i
ingenting og har hestehoveder (= skøre!). (læg mærke til, hvor intellektuel jeg
lige iscenesatte mig selv som!) Hvor de mærkelige navne kommer ind i billedet,
kan jeg umiddelbart ikke lave en skriftlig (eller nogen som helst anden)
redegørelse for… Undskyld Thor Möger!
Ved nærmere eftertanke må jeg her genoverveje min empiriske (og
derfor helt okay) generalisering… For Berlin er åbenbart også et sted, hvor man
ikke kan sove, og da Nat i Berlin er skrevet i 1921, er alle af kvindeligt køn
måske i virkeligheden skøre? I hvert fald ville 89’erne i denne sammenhæng være
-68 år gamle og har derfor sandsynligvis ikke rendt rundt i Berlins gader iført
hofteholder og hestehoved.
Min manglende redegørelse for de uheldige navne må vel så gå hen
og blive et bevis på, at jeg i hvert fald også tilhører det skøre kvindekøn…
Som en sidebemærkning kan jeg i øvrigt virkelig godt identificere
mig med hovedpersonen i musikvideoen. Ikke, fordi jeg umiddelbart har gået
rundt i Berlin med alkohol og kvindeskrig, men fordi jeg også har oplevet
fatale konsekvenser af ikke at kunne finde rundt (for det er jeg virkeligt,
virkeligt dårlig til!)
Undskyld umiddelbar helt og aldeles randomness! Jeg mangler nok
indhold i mit liv…
Tilde
P.S.: Jeg sidder lige nu i toget og kan høre beatet af, hvad der
tegner til at være en Sean Poul sang på repeat… Hvis der i nyhederne i morgen
kommer til at køre en historie om et drabsforsøg i toget mellem Frederikshavn
og Aalborg er det nok mig, der står bag…
P.P.S.: Der er virkelig ikke nogen dybere mening i titlen. Det er
en intertekstualitet, jeg bare lige så som værende meget mere spas, hvis jeg
lige henkastet tilføjede et lille a. Måske er det her, at de uheldige navne
kommer ind i billedet?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar