Så skete det. I februar 2005 afleverede jeg min første matematikaflevering. Syv år, mængder af blod, sved og tårer og 19012830912809380987461 matematikafleveringer senere blev det dagen, hvor mine pinsler ophørte. Jeg griflede mine sidste skrevne ord og talforbindelser til ikke bare min nuværende matematiklærer men til den sidste matematiklærer overhovedet! Hende har jeg så belønnet med at lave syv opgaver, som jeg ikke skulle lave - i hovedet! Da jeg fandt ud af, at jeg som finale havde lavet matematik, jeg ikke havde behøvet at lave, tog jeg en hurtig brainstorm over, hvordan jeg som straf kunne torturere mig selv: Var en nihalet kat eller en armbolt over foden mon det bedste? Jeg blev enig med mig selv om, at matematikken var tortur nok. Desuden tror jeg, at min matematiklærer kun kan være glad for min aflevering. Nok skal hun rette mere, men hun kan både godt lide elever, der laver overarbejde og straf til de elever, der er uopmærksomme. For hende falder jeg nok desværre ind i sidstnævnte kategori.
Men vi har et dejligt ord på dansk, der hedder "pyt" og det er perfekt at bruge i denne sammenhæng! Jeg er ovenud lykkelig og føler mig fuldstændigt parat til at indtræde i en verden, hvor integraler, differentialkoefficienter og monotoniforhold er ligegyldige.
Lykkelige, på ingen måde matematiske hilsner, der kun til nød skal bruge plus og minus for at fungere
Tilde
Ingen kommentarer:
Send en kommentar