mandag den 21. maj 2012

Stalking is not a crime



Der var tider, hvor man håbefuldt lå i busken med sin kikkert og ventede i flere timer på måske eventuelt at få et kort, men velfortjent, glimt af sit offer. Jeg er ret sikker på, at det var ret ulovligt. Den tid var jeg heldigvis ikke en del af. Til gengæld er jeg en del af en tid, hvor al stalking foregår 100% legitimt over det verdensvide web - en tid, hvor enhver storebror kan betragte dig over vores alles yndlingshjemmeside - Facebook (<3).

Og hvor er jeg virkelig selv blandt de værste stalkere! Jeg praktiserer det der med at bruge en lørdag aften på at se billeder fra en fest, man ikke var med til og grine højlydt for mig selv af jokes, (facebook)vennerne har slået op på hinandens vægge. Og intet og ingen som helst af værdi slipper uden om mit årvågne øje!

Jeg kan ikke lade være med at elske de situationer, hvor ens kæreste siger: "Engang har jeg faktisk [indsæt spændende og meget relevant oplevelse her]", hvorefter man drejer kontorstolen mod ham, tænder bordlampen, skæver til ham, stryger katten på ens skød over ryggen, skyder underbiddet frem og siger med sprød stemme: "Det ved jeg...". Til gengæld kan jeg godt lade være med at elske de situationer, hvor man er lige ved at kaste et vink og et overentusiastisk "HEJ!" efter sin venindes crush, som ikke aner hvem man er, når man passerer vedkommende på gaden, fordi heller ikke han er undsluppet den enorme nysgerrighed kombineret med verdens bedste redskab til at stille den. 

Første hit, da jeg søgte på "stalking" på
google.  Lilla feat. blå dame
er da også et oplagt
stalkingoffer, hvis du spørger mig...













Og hvor er det så i øvrigt blevet dejligt vejr! Det gør mig glad, at foråret nu føler, at det er færdigt med at butfucke os og har besluttet sig for at give os lidt varme og sol, inden det om kort tid bliver vraget til fordel for sommeren. Solskinnet og fuglesangen gør mig så glad, at jeg her den anden dag tog mig selv i at smile til en hund...
Jeg har hørt, at danskere hader, når man smiler til deres hunde eller børn, så måske varer det ikke længe, før jeg også i virkeligheden vil blive betragtet som stalker_psykobitch94...
Heldigvis har jeg da - i al beskedenhed - endnu et ganske tilforladeligt smil (når man ser bort fra hestegummerne, der en gang i mellem titter frem).

Forårs- og Facebookhilsner

Tilde

Ingen kommentarer:

Send en kommentar